| |
Mit møde med Brugerforeningen
Jeg er en kvinde på 37 år, der først blev narkoman for ca 5 år siden, med narkoman mener jeg, at jeg blev afhængig af heroin. Før havde jeg drukket med måde og røget en masse hash. De første år gik det fint, jeg havde et vellønnet arbejde og da jeg var gældfri kunne jeg tage alverdens lån, så jeg behøvede ikke at skaffe penge ved at trække eller lave anden form for kriminalitet.
I Oktober 96 mistede jeg mit arbejde, jeg orkede ikke mere,. Det var blevet for hårdt og jeg havde sammen med min datter været ude for en uhyggelig episode, hvor vi blev holdt som gidsler af en psykopat, der troede han var satans søn. Kommunen der hjalp meget med krisehjælp og endda tog med til politiet for at anmelde sagen, ændrede fuldstændig holdning, da de af politiet fik at vide at jeg havde været narkoman (jeg var clean på det tidspunkt), og det medførte, at jeg fik endnu et skub i den forkerte retning og begyndte, at tage stoffer igen, denne gang både heroin og kokain. Jeg mistede så min lejlighed i januar 1997, da kommunen ikke kunne forstå, at min datter og jeg ikke turde være i lejlig- heden mere. Jeg vil lige indskyde, at min datter har det fint, hun bor hos sin far indtil jeg får et sted at bo, og jeg ser hende mindst en gang om ugen. Det gik nogenlunde med at bo på gaden indtil maj måned, hvor jeg røg på bistand. Så var jeg pludselig nød til, at skaffe penge ved kriminalitet - butikstyverier hovedsageligt - og livet begyndte at være et mareridt. Jeg sov i Stengade, et natherberg der først åbner kl. 24, og inden man havde fået mad og været i bad var kl. gerne 2 om natten, da man bliver vækket kl. 7 fik man højst 5 timers søvn hver nat. Hele dagen gik så med at cykle rundt og stjæle, sælge det stjålne, tage et fix og så ud og stjæle igen osv. osv. Efterhånden som vi blev for kendte i København blev vi nød til at udvide området så det var adskillige kilometer der blev tilbagelagt hver dag. Jeg var ved, at køre helt ned af stress og mangel på søvn og mad men selv om jeg adskillige gange kontaktede den åbne rådgivning i min kommune, ville der gå lang tid før jeg kunne blive visiteret og komme i metadonbehandling. Deres begrundelse var, at jeg allerede en gang havde været i behandling (Egeborg) og da jeg nu var blevet afhængig igen skulle jeg "straffes" for jeg havde jo vist, at jeg ikke var motiveret sagde de.
Så mødte jeg en tidligere kæreste, som også er narkoman og han slæbte mig med op i Brugerforeningen. Jeg havde hørt om stedet mange gange, men havde den fejlagtige forestilling, at her sad en bunke narkomaner og koksede. Jeg tog helt fejl. I de andre indlæg om Brugerforeningen er der beskrevet, hvor flotte lokaler og de fine faciliteter der er til ens rådig- hed og folk sad bestemt ikke og koksede, de fleste havde travlt med forskelligt foreningsarbejde, men der var altid tid til, at snakke og få hjælp med ens problemer. Det første de hjalp mig med var, at få en adresse i København så jeg kunne få søgt om metadonbehandling, hvor København trods alt har den bedste service.
Inden jeg kom i behandling, skete der det, at jeg blev indlagt på Rigshospitalet efter et fejlfix i hånden. Jeg skulle ope- reres og være indlagt en lille uge og jeg havde ikke en krone. Selv om jeg kun var kommet kort tid i foreningen, ringede jeg til dem, fordi jeg ikke har familie eller andre jeg kunne bede om hjælp, og få timer efter kom en fra foreningen med cigaretter og andet, der gjorde indlæggelsen udholdelig. Hver dag fik jeg besøg, og jeg vil aldrig glemme det. Det betød helt utrolig meget for mig, at møde så megen forståelse og hjælpsomhed.
Da jeg blev udskrevet, blev jeg hjulpet i hoved og røv, men jeg var på det tidspunkt ramt af kokaindjævelen, og var be- stemt ikke den hjælp for foreningen som jeg gerne ville være. Alligevel var der ingen "hard feelings", da jeg igen be- gyndte at komme i foreningen. Da min kæreste kom i fængsel og jeg selv, med Brugerforeningen hjælp, var kommet i metadonbehandling, blev jeg tilbudt at bo midlertidig hos et medlem, jeg flyttede kort tid efter hen til en pige, som jeg mødte i foreningen, og selv om det kun er midlertidigt (boligmæssigt altså) er mit liv blevet et helt andet. Jeg bor ikke på gaden mere. Jeg er rask hver dag, uden at behøve, at stjæle og så har jeg droppet kokainen og bruger i stedet det meste af min dag i Brugerforeningen. Her får jeg genopfrisket min EDB-viden og hjælper også til med de daglige gøremål. Der sker altid noget og man føler virkelig man gør noget godt, både ved at snakke med folk, der kommer herop, men også ved at snakke med folk, der ringer. Og der er mange der ringer.
En ting de er helt suveræne til her i Brugerforeningen er at give en selvtillid, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var stolt som bare fanden, da jeg fik nøgler og havde min første vagt. Det er en tillidserklæring som jeg aldrig vil glemme. Nu har foreningen lovet mig, at hjælpe mig med mine problemer med kommunen og min bistand. Kommunen gør alt for, at undgå at hjælpe mig og give mig hvad jeg har krav på, så nu vil man træde ind og hjælpe mig, og endnu engang er jeg uendelig taknemmelig for dette sted og de dejlige mennesker der er her. Også min kæreste i fængslet tænker de på og vil sende en gave til, så hjerterne er store her i Brugerforeningen.
Efter at have arbejdet i 13 år i en offentlig virksomhed må jeg indrømme, at mine ønsker for den nærmeste fremtid er at finde en bolig og ellers bruge min tid her i foreningen. Nu må det være min tur til at hjælpe andre, og være med til det kæmpe arbejde der her i foreningen gøres bl.a. for at danske narkomaner skal få et værdigt liv. Det er dejligt, at være med til at se, at foreningen bliver mere og mere anerkendt og at arbejdet går over alle grænser.
Jeg vil slutte med en kæmpe tak til Brugerforeningen, der har en stor del af skylden for, at jeg igen synes at livet er dejligt.
Kærlig hilsen Jette |  |
|