| |
Jeg er en mand på 37 år, er uddannet socialpædagog, og har været afhængig af hårde stoffer - heroin - i 19 år. Efter at have været afhængig i halvandet år, hvor jeg flere gange prøvede at stoppe, måtte jeg erkende, at jeg skulle have hjælp.
Jeg har med tiden fundet ud af, at det offentlige behandlingssystem tog ansvaret fra mig. Hvilket handlingslammede mig, og som gav sig udtryk i manglende overblik, skyldfølelse og lav selvværdsfølelse. I efteråret 96 var jeg socialt kørt helt ned. Jeg arbejdede som frivillig i kommunens Narko - Informationsbutik, havde intet sted at bo og en dårlig økonomi. Man havde fra behandlingssystemet ingen mulighed for at hjælpe mig på nogen måde.
Vi var i butikken ved at køre en kampagne om HIV/AIDS og stofmisbrug. Vi stillede en bod op fire steder i København, hvor det sidste sted var på Nørrebro´s runddel. Her mødte jeg en af mine gamle venner, som hedder Jørgen, sammen med formanden Steen fra Brugerforeningen. Det var lidt flovt, for jeg var møgbeskidt og havde kun et sæt tøj. Hvornår jeg sidst havde været i bad og vasket tøj skal være usagt. De inviterede mig op og se Brugerforeningen, hvor jeg også kunne få et bad og et måltid mad. Da jeg kom var der en rar person, som lukkede mig ind, hilste pænt på mig og gav mig hånden. Det var rart at blive budt velkommen. Jeg følte at jeg blev respekteret med det samme. Der var pænt rent over det hele, folk gik rundt rene og nybarberede, og lignede ikke de narkomaner, som jeg plejede at se. Sådan som det hele kørte velordnet og organiseret havde jeg svært ved at tro, at der ikke var nogen medarbejdere ansat, men at driften udelukkende hvilede på narko/metadonbrugere. Alle kom venligt og hilste på og viste mig rundt. Her var bad, vaskemaskine og tørretumbler, stort køkken med opvaskemaskine, fjernsyn og video, samt en masse film, som medlemmerne havde foræret foreningen, værksted med alverdens håndværktøj og maskiner til reparationer m.v. Der var også mulighed for at medvirke til at lave foreningens egen avis, idet der var fire computere til rådighed.
En af de ting som jeg lagde meget mærke til, var, at medlemmerne kunne tage ansvar for sig selv, og ikke var så handlingslammede, som dem jeg var vandt til at møde i behandlingssystemet. Jeg var fascineret af det hele. Deres arbejde lignede meget det vi "skulle" lave i Info-shoppen, men vi manglede bare gejsten. Her summede hele huset tilgengæld af gejst, for her var formålet, at gavne vores egen og den fælles sag. Jeg blev fortalt, at her var man narkomanernes talerør/fagforening, og man hjalp hinanden efter broderskabsprincippet på alle områder, ligesom jeg var blevet inviteret op at spise, samt få et bad.
Jeg var meget interesseret i at være med i det fællesskab og fik at vide, at jeg med min uddannelse som socialpædagog og erfaring fra min tid som klient i det offentlige behandlingssystem, var en person man ville kunne have stor gavn af i Brugerforeningen. To dage efter meldte jeg mig ind og gjorde opmærksom på min sociale nedtur med hensyn til et sted at bo, samt økonomi (mad). Jørgen sagde god for mig til bestyrelsen og jeg fik undtagelsesvist lov til at sove et par nætter i Brugerforeningen. Det var en rar fornemmelse og en kæmpe tillidserklæring. Jeg fik mad hver dag, og efter en uge fik jeg lov til at overnatte hos et medlem der hedder Tom, fordi det var forbudt at overnatte i foreningen, da lokalerne er lejet som erhvervslejemål.
Da foreningen snart havde fødselsdag, hvor man havde inviteret folk udefra til reception, malede vi i løbet af to uger lokalerne. Efter at have været medlem en måned, var der generalforsamling. Jytte, Jørgen, Tom og jeg blev valgt ind i bestyrelsen sammen med Steen og en der hedder Finn. De to sidste var i forvejen valgt for endnu et år.
Jeg begyndte at føle, at jeg kunne bruges til noget. Jeg holdt op med at arbejde i Info-shoppen og brugte i stedet al min tid i Brugerforeningen. Jeg flyttede kort efter ind på Mændenes Hjem. Det var et forfærdeligt sted, så da jeg blev tilbudt at sove hjemme hos et medlem, der hedder Karsten, flyttede jeg straks. Min mor døde få dage efter generalforsamlingen og i tidsrummet op til begravelsen, fik jeg stor opbakning og forståelse af alle. Jeg havde intet at tage på og havde mistet mine briller, men Jørgen lånte mig noget pænt tøj og til en klipning, samt de briller jeg skal bruge for at kunne se noget overhovedet. En uge efter fik jeg konstateret mavesår, hvor jeg ikke havde råd til medicinen. Foreningen lagde ud for medicinen så også denne gang fik jeg hjælp i en krise, som det ikke var godt at vide hvordan var endt, hvis jeg ikke havde lært foreningen at kende. Efter 4 mdr. medlemskab af foreningen skaffede et af medlemmerne mig en lejlighed, så jeg føler jeg står i stor gæld til foreningen. Jeg mener der skal være balance i at give og få, og jeg har brugt/bruger meget tid på foreningsarbejdet og erfarer, at ved at få lov til at hjælpe andre, hjælper jeg også mig selv. Mit arbejde består bl.a. i rådgivning, foredrag, politiske debatter, snakke med institutionsmedarbejderere, læger, politikere og ikke mindst brugere og pårørende, børn og unge m.fl.
Med venlig hilsen
Søren Valdsgaard |
|