| |
Hilsen til StRIS og BrugerForeningen
af Finn Holten Hansen
Polis er græsk for by, og jeg tænker, at både politi og politik kommer deraf. Politik er at styre sin by eller stat med lov, og lov er lov, resten administration og uregelmæssigheder. Er loven dårlig, bli'r resten derefter.
Det er kendt, at 30 års narkopolitik på ingen måde har nået sine mål, tværtimod. Alligevel går den politiske debat mere på faglige detaljer, lovgivere burde holde sig fra, end på politik.
Min egen Enhedsliste overhaler Venstre højre om og vil dele ud til et privat terapimarked.
De konservative vil tvinge de narkomaner, der gerne vil, i terapi; mens Dansk Folkeparti osse vil tvinge de, der ikke vil, selvom begge dele ER en realitet i dag. Socialdemokratiet er i strid med sig selv og vælgerne, og Kristeligt Folkeparti blæser på bjergprædikenen og prædiker moral i stedet.
Forvirringen skyldes især, at alle fokuserer på det opsigtvækkende og symbolladede med det resultat, at lovgrundlag, mål, strategi og etik den slags, politik normalt handler om fortrænges.
Heroin er påduttet en symbolværdi, der ikke står mål med de andre giftes.
Al snak om "hård" og "blød" narko er noget ævl. Der gives ikke en sådan skala, idet den enkeltes tilstand indgår i samspil med stof, kultur og omgivelser.
Skade, at debatten er så stoffixeret, når så mange ved så lidt, at det gør ondt i maven, at høre derpå. Og den om at heroinhandel er som et velsmurt, multinationalt kartel holder heller ikke. Sandheden er, at jo mere forbudt, jo ringere organisering. Heroinens organisering er en amatørbevægelse.
Jeg ku snitte bedre gangstere ud af bananer, da det næsten kun er brugerne selv, der deltar. Der er 13800 registrerede narkomaner i Danmark.
Der er nok en kvart mio. hashvrag, og VI har ikke videre vrøvl med forsyningen.
Der er 0,4 mio. på benzodiazepiner, markedsført af velsmurte karteller; og endnu bedre forsyningssikkerhed har den mindst halve mio. drukmåse.
Grundlovsnat 1996 blev jeg børstet af panserne for 7 gr. pot.
Jeg spurgte, om jeg, når jeg dyrkede det selv, var offer for min egen forbrydelse ?
"Miah, det er du vel."
"Kan man så ikke sige, at selv efter gl. testamentlig retspleje indebær forbrydelsen straffen i sig selv ?"
"Det ka vi sikkert få en lang debat om."
"Ja, men ikke gratis, jeg tar 375 kr. i timen for at holde foredrag om det."
Derved slap de for at høre flg.: Der har siden Moses, qua hævnmotivet, været den symmetri i jura, at straf sættes efter forseelse. "øje for øje og tand for tand", sagde de gl. jøder.
I dag hedder det "hensyn til folkets retsbevidsthed", og det er ok, hævnkravet må fodres, for at holdes regerligt. Men når man af egen drift indtar noget, der er forbudt fordi, det gør skade er symmetrien gendannet så konsekvent, at både Moses og HAMøller burde ku læske deres hævntørst, sku man mene.
Lov om Euforiserende Stoffer (LES) er made in USA, hvor man har en anden vægtning mellem moralbud og lovgivning.
I min ungdom var oralsex forbudt i visse amerikanske stater.
I Danmark må vi gøre alt muligt perverst ved hinanden, bare det er aftalt og ikke påfører naboen væsentlige støj eller lugtgener.
Det er Aftaleret, og den er gammel og tung.
Grundloven forbyder særdomstole, men Arbejdsretten er ikke forbudt, for arbejdere og kapitalister må osse være perverse, når det er aftalt spil.
LES er altså en undtagelse fra en fundamental retstradition.
Andre undtagelser handler om aftaler mellem ujævnbyrdige og mest om sex. Man må ikke bolle børn, selvom de er med på spøgen.
Man må, som offentligt ansat ikke, som Clinton, presse en elev til det ene og det andet, når man har magt over hendes fremtid.
Lignende. gør sig nok gældende mellem tosser og ansatte på tosseanstalter. Ferieloven er, da arbejder og kapitalist er ujævnbyrdige, undtaget; men ophæves i eet væk uden brok, selvom den siger, man ikke må. Lissom med Huslejeloven, Så hudt jeg visker.
Undtagelsestilstanden skyldes, at de omfattede stoffer er totalt forbudte. Napalm, arsenik og vold er ikke så forbudt som hash, der rangerer med børneporno.
En sådan proportionsforvrængning i grundlaget får konsekvenser for retsfornemmelsen. Vi tillemper opfattelsen af misbrugeren til de gængse undtagelser og gør hende til en per definition umyndig part.
Og det så vidt, at man visse steder i hemmeligholdt omfang tvangsbehandler bistandsklienter og unge for hashrygning. Metadon og heroinmisbrugere er de mest umyndiggjorte af alle og følgelig de hårdest medtagne. For at en forbrydelse kan spejles i straffen, må der være en konkret forbryder og et konkret offer.
Blekingegadebandens drab på en betjent er endnu uhævnet.
De var for mange om udåden; og man kan ikke ha en generel forbryder.
Derfor kan man heller ikke ha et generelt offer; så den påstand, at LES er til, for at hævne skadelidte narkomaner, dur ikke.
De er kun forurettede, hvis de får pulverfløde i den tro, det er skadeligt og forbudt. Ja, så er man endog meget forurettet.
Formodede misbrugere mødes ofte med administrativ afstraffelse og mobning.
Det skyldes bl.a., at når en forbrydelse er uden forurettet, er alle forurettede efter smag og temperament. Hvis jeg dyrker hamp i kolonihaven kan bestyrelsen iflg. vedtægterne smide mig ud.
Men ikke hvis jeg kvæler kællingen med haveslangen, revser ungerne med møggreben, forgifter jorden og slår græs med en varm plæneklipper.
Og boligministeren luftede engang efter en nabostrid i Odense, tanker om, at give naboer magt til at sætte andre naboer ud af deres hjem på en anklage om brud på LES.
Uden politi og domstole. LES er m.a.o.. en retsfilosofisk cancer, så lad os se på, hvordan den forpester behandlingsindsatsen.
Før LES og ungdomsnarkomanien, hørte morfinister til hos egen læge og på Kolbøtten.
"Vores patienter er PÆNE mennesker, der ikke er rigtigt kloge." Sagde Kolbøtten og spillede Sorteper videre til pædagogerne.
Det var midt i Ungdomsoprøret, så det faldt naturligt at se klienten som en kammerat, der var for langt ude lissom.
Kollektiver optog narkomaner, som sku hjælpes med venlighed og eksemplets magt.
Der var andre tiltag: Familiepleje udfra den antagelse, at skaden var sket i barndommen og ku udbedres med genopdragelse.
Pigtråden om gl. anstalter som Sundholm og Bøgholt kom væk, og piskestraffen blev afskaffet. Der var givet meget halløjsa i den tids faglige famlen; men man sku ha taget fiaskoerne i stiv arm og udviklet teorien, i stedet for at lægge markedet øde og åbent for flere amerikanske påhit.
For at få rede på begrebsforvirringen må jeg igen filosofere en smule.
Nu over moral og etik, som man har det med at bytte om på.
Etik handler om, hvordan man skal være mod sin næste; mens moral er noget med normer og sædvaner.
Får man ondt i røven over synet af een, der er skæv som en ulykke, er det en moralsk følelse, for hun har det skiderart.
Og at ønske sin næste frataget noget, hun er glad for, er uetisk.
At afvise "fri heroin" af etiske grunde er et paradoks, da narkomanen må ofre ære, liv og førlighed for at få det ellers.
Metadon er en kunstig depotmedicin, der tages een gang dagligt hvis man hverken skal være vind eller skæv. Det vil narkomaner gerne være, især det sidste.
Men der skal urimeligt meget heroin til, da metadon bremser festfyrværkeriet, så der suppleres meget med speed, coke, hash, benzoer og dobbeltøl.
Først hørte metadon til hos læger og apoteker.
Praxsis var meget uensartet, da der var strid om strategien. Nogle var til Stoffri Strategi (SS) og ku hverken li medicinen eller patientgruppen, der kan være plagsom.
Andre var til Harm Reduction (HR) der går ud på, qua en grad af axept af stof og misbruger, at minimere skaderne ved misbrug.
Metadon er strengt knyttet til HR. Optimal effekt på vedtagne parametre opnås gennem generøs visitering, dosering alene efter medicinske indikatorer i samråd med patienten og dertil psykisk og social støtte efter behov.
Læger, der søgte at leve op hertil, blev hængt ud som pushere og bagmænd i den presse, der lever af at skrive sådan noget.
Midt i 9Oerne skete det enestående, at lægerne blev frataget ordinationen af metadon, der overgik til amterne. I de byer, der har flest narkomaner, skal amt og kommune opnå enighed.
Der er store forskelle; men Århus, som jeg kender, forekommer rigsdansk.
På det administrativt politiske plan medfører delingen uhensigtsmæssige magtkampe; og praksis humper afsted som en halt stodder på vej til ildebrand. For at få det til at glide, forholder man sig afslappet til Forvaltningslovens bud om adskillelse og tavshedspligt.
Klagegang og rollefordeling er uigennemsigtig for klienterne, der næsten alle vil klage og tit be'r mig om råd. Men Jeg er lisså forvirret, for magten er usynlig og personificeres derfor i dens umiddelbare udøvere, så krigen sjældent får følger for andet end de meniges sjælefred.
Generalerne er til møde langt fra fronten og har lissom ikke kunnet påta sig et ansvar for at løse den konflikt i lægestanden, der begrundede, at de fik ansvaret.
Man har overtaget konflikten og ladet den køre. Ikke på lægelige præmisser, men på politiske. Metadon administreres disciplinært med den ene hånd og efter hensigten med den anden.
Der gis livsfarlige karantæner og udtrapninger som straf for småting.
Tilbage i lortet for en fortalelse, eller fordi en ansat var i ondt lune.
Var narkomaner rigtige mennesker, måtte lægeforeningen, iflg. deres politik omkring isolation og anden tortur, forbyde sine folk at deltage.
Nogen begrunder omlægningen med, at der var metadon i kroppen på en del døde, da læger og apoteker sad på det. Det er noget bavl, da depotmedicin fordufter langsommere end sprut og benzoer. Hash, der er langtidsmålbart, var garntrisse i endnu flere lig; selvom rotter overlever 12000 x normaldosis THC.
Et kapitel for sig er visiteringen, der er som vinden blæser.
Og man kan ikke forebygge, når det kræves, at klienten skal ha døjet så og så meget ondt og derefter opfylde krav, en nedbrudt misbruger ikke kan opfylde.
Såvidt jeg hører de politikere, der støtter "fri heroin", skal den administreres mere uetisk, end metadonen. Dermed er det dømt til fiasko, endnu før vedtagelse. Til fornøjelse for hvem ?
Til fornøjelse for stoffri terapi, siger strammerne og MinnesotaModellen (MM), der dominerer markedet med deres 12trinsprogram.
Fortalerne er åbenhjertige; de ved, de har ret, og har intet at skjule: Heroin skal dæmoniseres optimalt, så narkomanerne, når de har "kysset asfalten", indser, de er hjælpeløse uden MM.
Det hedder "hård kærlighed". Igen et paradox, afledt af en tautologi.
Når man bruger ens pligt til at hjælpe næsten som argument for, at trampe på ham først, er det ikke hykleri, men begrebsforvirring; det er der meget af i MM.
Det tar tid, at komme ind i sproget, og de har selv problemer.
Een fløj vil ikke oversætte fra amerikansk og afviser de ord, oversætterne søsætter.
Gode danske ord afskaffes: En pårørende er "medmisbruger" eller "konarkoman"; og "konarkomani" behandles i MM, lissom alkoholisme, fedme, ludomani, hang til sex og nok en del mere efterhånden.
Iflg. MM er narkomani en arvelig somatisk sygdom, hvilket kan få en træhest, men ikke Sundhedsstyrelsen, til at stejle.
Somatiske sygdomme behandles mest med piller, men ku De 12 Trin fås i pilleform, var de næppe markedsført. De fleste narkomaner har haft heroinfri forfædre siden gl. dage; altså er sygdommen nok IKKE genetisk determineret. MMs modargument, at den er latent og kun aktiveres af stemningsændrende gifte, går ikke, da sygdommen ikke kan påvises før udbrud.
Og hvorfor anbefale social udstødning ?
Det er da ikke gængs middel mod arvelige sygdomme, at man ikke må gi den syge penge, mad, husly eller taleret ved sammenkomster i patientforeningen (NA).
Endelig ligger helbredelsessprocenten, målt i "varigt stoffri i 2 år", indenfor den margen, man gir placeboeffekten i kontrollerede forsøg med piller. Lægevidenskabeligt set er MMs videnskabelighed røv og nøgler. Psykologisk er det volapyk og voldførelse.
En bivirkning ved kuren er åbenbar identitetskrise.
Per forvandles til Poul, der strutter af sundhed og aldrig får busbøder.
De skal vise følelser og omfavne hinanden og vi andre. 2/3 af de indskrevne flygter ud af terapi og statistik; mange af dem styrtdykker, blir kaotiske i hovedet og omfavner gl. venner og pårørende af et godt hjerte og plyndrer dem i samme omgang.
De helbredte skal i lang rekonvalescens på amtets regning i 1/2vejshus og gå til NAmøder immer og altid. Ved tilbagefald til "gl. adfærd" kan de sendes babubabu til den terapi, der slog fejl. "Vi må aldrig gi op". Et motto, der slår igennem i flg. 2 casestories:
Jeg kom med en ung fyr, der ønskede pædagogisk støtte til en kold tyrker uden medicin, FØR han kyssede asfalten. "Desværre, kassen er tom."
Fyren gik på nålen strax efter.
Så kom jeg med en veteran (1 dus. MMforløb) og bad om metadon for en tid, så han ku få en bolig, undgå kriminalitet og få styr på økonomi, sundhed og sjælefred.
Men nej, han sku i MMterapi; det var der penge til iflg. en aftale mellem kommunen og MM. Makkerskabet gør Forvaltningslovens bud om adskillelse og tavshedspligt til grin.
MMs ideologi sniges ind overalt, og den amerikanske oprindelse viser sig bl. a. i> at man ikke argumenterer empirisk og logisk; men patetisk og postulerende.
For MM er misbrug ikke et socialt problem, men et individuelt moralsk; en tilgang, fjernt fra dansk tradition. Alligevel lever man mest af offentlige midler, osse fra kilder, der er øremærkede til at modvirke social udstødning.
Et besnærende dogme er, at kun fhv. narkomaner kan helbrede narkomaner; men det er uden statistisk belæg og nok bare en efterrationalisering af det faktum, at mange helbredte ansættes som behandlere hvilket kan forklare MMs evige svulmesyge.
At MM osse er kommet ind i fængslerne, er uhyggeligt, da spjældet er det mest brugte alternativ til MM, her har man dog sin sjæl i fred.
Dansk Folkepartis tvangstanker trives fedt uden Dansk Folkeparti.
Og Enhedslisten siger, fængsel ikke må være alternativ til terapi, og er dermed i realiteten på linje med Dansk Folkeparti.
De klogeste politikere, embedsmænd og ledere indrømmer, de ikke ved nok om stofmisbrug; men henviser til, at de lytter til fagfolkene. De overser dermed, at siden vedtagelsen af LES har de selv skabt dem, de lytter til. Som zigeunerne, i Victor Hugos "Manden der Ler", lemlæstede og vansirede små børn, så de ku beskæftiges i underholdningssbranchen, når de blev større, har politikkerne, ved at kriminalisere og dæmonisere lidelsen, formet deres fagfolk. Ved at gøre fjendskab, ikke kendskab, til primær faglig dyd, har man saboteret teoriudviklingen, dræbt hundreder af narkomaner og sikret sig mod nævneværdig kritik fra fagets udøvere. På den baggrund er det forjættende, at vi rundt om ser, at stofmisbrugere selv er begyndt at organisere sig. Vil man vide noget om emnet, er det her man skal lytte.
Skanderborg d. 3. 12. 98
Finn Holten Hansen
Billedkunstner |
|