| |
I BrugerForeningen er vi glade for denne høring.
Håbet breder sig blandt de medlemmer som er aktive stofmisbrugere, og hvoraf mange har været gennem adskillige døgnbehandlinger, uden at det er lykkedes at lægge stofferne på hylden i længere tid end behandlingen varede.
Jeg vil gerne - en gang for alle - gøre op med myten om, at stofmisbrugere er en ensartet gruppe. Vi er forskellige og har brug for forskellige behandlingstilbud.
En del fungerer godt med metadonbehandling. Enkelte fungerer endda rigtig godt, men nogle fungerer slet ikke. De kan ikke nås af det nuværende behandlingssystem.
Vi hører ofte vendingen "Behandling hjælper". Det vil være mere rigtigt at sige "Den rette behandling hjælper". Også Metadon-undersøgelsen fra Hamborg erkender, at der er en gruppe man ikke kan nå.
Vi har i løbet af 90'erne set en klar forbedring af behandlingsindsatsen. Det er senest belyst i Agerschou-rapporten- i hvert fald kvantitativt. Men i samme periode er antallet af dødsfald blandt stofmisbrugerne steget dramatisk. Hele 274 døde sidste år. Skal det fortsætte? Kan vi være det bekendt?
En række spørgsmål melder sig i den forbindelse: Hvem er det der ikke kan ikke nås?. Hvem er det der dør?. Og hvorfor dør de?
Det er de værst stillede stofmisbrugere, behandlingssystemet ikke kan nå og det er dem der dør fra os. De udgør målgruppen for et heroinforsøg. De er hjemløse, de har intet socialt netværk, de har meget ringe skolekundskaber. De er truede i forhold til at pådrage sig dødelige sygdomme, såsom HIV, hepatitis og tuberkulose, de har bylder og sår og alvorlige vævs- og organskader. De har psykiske mén og en total mangel på tillid til systemet. De er prostituerede og hvis indtjeningen kan forøges en anelse, bortkastes alle hensyn til smittefare, kondomet bruges ikke. Perspektivet er alene det næste øjeblik, det næste fix. Fængslet er den institution de tilbringer absolut mest tid i.
Med et heroinforsøg håber vi at kunne nå dem, for hvem "suset" er det vigtigste i tilværelsen. Mennesker som bruger alle døgnets 24 timer på at nå dette "sus". Mennesker som lever under kummerlige vilkår - vilkår som vi byder dem.
Jeg tror, at hvis vi kunne give disse mennesker det eneste der bringer dem en smule lindring og fred, vil vi samtidig kunne give dem mulighed for at se på deres liv på en ny måde. De vil få den tid de har brug for, til at finde ud af hvad de kan og hvad de vil med deres liv.
Intet stof er behæftet af så mange myter som heroin. Lægerne har aldrig kunnet påvise vævs- eller organskade som følge af brug af ren heroin - d.v.s. hvid heroin. Husk nemlig på, at skaderne udspringer dels af kontrolpolitikken og dels af den enkelte misbrugers manglende viden om fixeteknik og hygiejne.
Heroinbehandling kan vise sig at rumme en enestående mulighed for, ikke kun at nå dem, men også at fastholde dem i behandling. Fastholdelse er forudsætningen for at den nødvendige psykosociale behandling får den ønskede effekt. De vil kunne leve et menneskeværdigt liv. Måske vil de, hen ad vejen, kunne motiveres til andre indtagelsesmåder end nålen. Heroin kan også ryges, sniffes og indtages via endetarmen.
Erfaringerne fra Schweiz viser, at også stoffrihed er en mulighed.
I pressedebatten forud for denne høring er der givet udtryk for at nogle bedre fungerende eller yngre stofmisbrugere vil elendiggøre sig for at kvalificere sig til ordination af heroin.
Denne påstand er ren spekulation. Der er intet belæg for at antage dette.
Husk på, at den umiddelbare målgruppe for heroinforsøg - udover deres liv - intet har at miste. De bedre fungerende stofmisbrugere … skulle de sætte liv og lemmer, familie, venner og hjem på spil for at kvalificere sig til en udstødelse, der måske udløser adgangsbilletten til heroinforsøget? Jeg kender ingen der vil gøre det.
Det er også blevet sagt at et heroinforsøg vil være et dårligt signal til ungdommen. Når man ikke har andre argumenter kan man altid råbe "signalforvirring". Efter min erfaring dækker dette udtryk dog kun over vanetænkning og stive administrative systemer.
BrugerForeningen underviser årligt cirka 5.000 unge i farerne forbundet med stofmisbrug. Når vi stiller dem dette spørgsmål, er responsen gang på gang: "Hvad regner de os for?", "Tror de virkelig, at vi er så dumme?". Ærlig, fornuftig, forebyggende oplysning, giver de unge den fornødne respekt for stofferne. De unge som alligevel falder igennem, gør det af sociale årsager. Men det er jo en helt anden historie.
Vi taler hverken om "fri" eller "gratis" heroin. Vi taler bestemt heller ikke om en legalisering. Men vi ønsker ikke, at debatten er så stof-fikseret som tilfældet er. Der er behov for en massiv social behandlingsindsats og det er det debatten bør handle om. Behandlingsindsatsen kan understøttes af medicinfri behandling eller Metadon, Buprenorfin, LAAM, Heroin eller hvad der nu må være egnet til at nå målgruppen. Når heroin er en del af et bredt behandlingsspektrum, vil vi yderligere opnå den fordel, at stoffet vil være under en skarp kontrol m.h.t. renhed og styrke. Som det er nu, er kemien underlagt forbrydernes kontrol …
Som det blev konkluderet på Metadon-konferencen i New York i september i år, er det vigtigt at understrege, at stort set alle i metadon- eller LAAM-behandling har et omfattende sidemisbrug. Dette gælder også for de danske stofmisbrugere. At Metadon kun giver svag eufori og danner en blokering for heroinens virkning, er både stoffets officielle berettigelse og største svaghed. For at opnå rus, bruges nemlig i stedet stoffer, der er meget skadelige for både sjæl og legeme. For eksempel Ketogan, som er direkte vævsnedbrydende og giver store kroniske sår.
At der er tale om en "ny vej" betyder desværre, at der stilles urimelige og vel også uopfyldelige krav til videnskabeligheden. Men når man husker på, at heroin også hedder diatylmorfin, kunne man så måske overveje at lade sig nøje med at stille de samme krav, som stilles til forsøg med f.eks. Buprenorfin eller LAAM.
Som en sidegevinst kan man endda glæde sig over en reduktion af de omfattede stofmisbrugeres kriminalitet - dette bekræfter både schweizerne og englænderne med al ønskelig tydelighed.
Jeg vil, som bruger, vove den påstand, at vi ikke flytter noget, ved blot at gøre mere af det vi hidtil har gjort. Tiden er inde til at tænke kreativt, modigt og forsøge med nye behandlingsmetoder - gå nye veje. Tre på hinanden følgende Vilstrup-målinger viser, at hele 67 % af den danske befolkning er klar til dette. Og det er et meget opmuntrende tegn på befolkningens forståelse af problemerne, at flertallets begrundelse ikke var, at samfundet så ville slippe for kriminelle stofmismisbrugere, men at det ville gavne misbrugernes sociale og psykiske levestandard.
Det viser en forståelse for det, som er det vigtigste for mig: Det handler først og fremmest om at redde menneskeliv. |
|