| |
En uges fred af Jørn Jørgensen
af Jørn Jørgensen
Du kan ikke få vejret, luften er tung af løgn og bedrag, du sidder på bussen til Nordjylland, på vej til BrugerForeningens hus, og tænker på selvmord!.
De evige nederlag, fordi en stof - politik, der holder os fanget, ikke kan ændre sig i form og farve, da de alle lever af os!
Det var befriende at komme til foreningens hus, i det skønne og fortryllende landskab, hvor man hvert sekund ønskede at se trolde og elverfolk bag træer og bakker, og lyset rullede over himlen, bag skyer og gav en styrke til at leve videre, i tæt kontakt med naturen.
At fyre op i ovnen, gav varmen for mig som er hjemløs, og stjernerne fortalte, at den eneste ændring i Narkopolitikken var, at jeg var blevet for syg til at opleve den dag, da man frigiver stofferne.
Hvorfor skal vi dø, som vore venner og kæreste har gjort det, samtidig med at vi har ramt vores familie og alle vi kender meget hårdt, da de selvfølgelig ikke forstår, det vi ikke selv forstår, en frigivelse af det stof vi ikke kan leve foruden!.
Jeg har selv forsøgt i de sidste 7 år, eller måske hele tiden at komme ud af et misbrug som for de fleste er umuligt at styre, og med en smule forståelse og hjælp, var det måske lykkedes at undgå sygdommene, og dermed give det en mening at leve videre, men med en politik der er alt andet end human er jeg endt på gaden, afhængig og syg!.
Det var et lyspunkt da BrugerForeningen gav mig en uges rekreation i deres hus i Nordjylland, en pause til at tænke over tingene, en mulighed for at komme videre, hvor var jeg glad for de timer jeg havde lagt i foreningen, så nu hvor jeg selv havde brug for hjælp, ja så var foreningen der!.
Man bliver helt tom i hovedet og går nærmest i panik over at man ikke har et sted at sove, samtidig er du dødelig syg af Hiv og Hepatitis C, du har mavesår og dine egne tænder er væk, hvor lang tid holder familie og venner, når det er din egen skyld og samfundet har vendt dig ryggen, måske prøver du med en overdosis, men var det ærligt ment? du er jo narkoman!.
Det bliver koldt og vinteren er over os, herbergerne er fyldte, og julen står for døren. Centrene til udlevering af metadon har ikke plads, ikke mindst i Københavns området, hvor man nu mærker at folk flygter eller bliver tvunget væk fra de amter, der har norske tilstande, alle skal være stoffri, en politik der koster liv for os på de nederste trin og samtidig virker det hele formålsløs!.
Kan man smide 27 år af sit liv væk, glemme det hele og blive en god samfundsborger, når intet er ændret.
Hvorfor kan vi ikke få lov til at købe det stof vi har brug for under kontrol, når vi som nu skovler penge ind til dødens købmænd, lever et nedværdigende liv uden ret og hjælp, hvorfor ikke prøve det vi selv vil!.
Tilbage i København helt alene forsøger jeg igen at få mit liv til at fungere ved hjælp af BrugerForeningen.
Jørn Jørgensen November 1998. |
|