| |
Hvad skadesreduktion betyder for os stofbrugere
Af Jørgen Kjær, formand for BrugerForeningen, foreningen for aktive stofbrugere og medlem af Gadejuristens bestyrelse
Hele 208 millioner mennesker verden over bruger hvert år illegale rusmidler, heraf er 13.2 millioner injicerende stofbrugere, som rundt omkring i verden chikaneres, tortureres og forfølges. I 2003 lancerede den thailandske regering en intensiveret national ”krig mod narkotika”. Flere tusinde udenretslige henrettelser og drab blev begået mod hævdede ”narkotikahandlere”, mens vore efterretninger peger i retning af, at også i denne del af ’krigen mod narkotika’, var det først og fremmest stofbrugerne selv der blev ramt. Vi ser tvangstilbageholdelse i arbejdslejre i flere år ad gangen, månedlange indespærringer i lave piletræsbure med tornbuske på indersiden, kronragning af halvdelen af stofbrugernes hoveder og over hele verden er det først og fremmest stofbrugere, der fylder fængslerne. Også herhjemme.
I Rusland hverken kan eller må lægerne ordinere fx Metadon og besiddelse af blot et sæt ”værktøj” kan udløse flere års afsoning i et russisk fængsel. At hele 80 pct. af stofbrugerne i visse dele af Rusland har HIV er på den baggrund ingen overraskelse. Alt for mange steder nægtes vi adgang til den medicin vi har brug for. Medicin som dokumenteret sikrer os overlevelse, reducerer vores enorme risiko for at blive smittet med HIV og hepatitis. Medicin som kan give os værdige liv. Medicin som gør, at vi kan holde os ude af kriminalitet. De mange af os, der bare ikke magter eller ikke ønsker at blive stof- og medicinfrie. Og alt for mange steder, hvor vi faktisk har adgang til medicin, kan betingelserne for at få ordineret denne medicin gøre vores liv særdeles vanskelige at leve, når vi fx mistænkeliggøres og udsættes for massiv og ydmygende kontrol, herunder krav om dagligt fremmøde og aflæggelse af overvågede urinprøver. Tvangsmæssig udtagelse af kropsvæsker er ellers på alle andre områder reserveret strafbare forhold, hvor man har udsat andre for fare. Men i forhold til stofbrugere er det åbenbart legitimt at stille sådanne krav som et led i det man oven i købet kalder ”behandling”. Det er vanskeligt at bevare sit selvværd og sin selvrespekt under sådanne forhold. Vanskeligt at bevare sig selv.
Vi har nu forenet os i organisationen INPUD, International Network of Drug Users. På tværs af sprog, kultur og geografi har vi meget fælles; først og fremmest vores ekstremt høje dødelighed og vores ringe sundhedstilstand. Stofbrugere dør hvert år i stort tal og vi bliver ikke ret gamle. Vi har HIV og hepatitis, sår og amputerede arme og ben. Vi er stofbrugere, vi bruger eller har tidligere brugt et eller flere stoffer som på dette tidspunkt i historien er undergivet kriminalisering. Men med vores forbrug risikerer vi allerhøjst at skade os selv. Den skade brug af illegale rusmidler måtte påføre vore omgivelser foregår absolut ikke med vores vilje eller intention, men er tværtimod en direkte følge af den måde, man aktuelt har valgt at regulere visse udvalgte stoffer. Alligevel er det os der må bære den tunge byrde af en helt forfejlet narkotikapolitik.
For behandlere er skadesreduktion måske blot deres arbejde. For os handler skadesreduktion om vores liv. Om overlevelse, om værdighed, om social inklusion og sundhed. Derfor gør det os selvfølgelig ondt at opleve at forkæmperne er så få, mens modstanden mod etablering af skadesreducerende tiltag som for eksempel heroinordination og fixerum er så massiv. Under årtiers kamp for etablering af indiskutabelt nødvendige skadesreducerende tiltag har vi måttet konstatere, at det er langt lettere at få sådanne tiltag etableret, hvis de er egnede til at reducere skadevirkningerne for omgivelserne, end når de i højere grad vil reducere skader på og for os. Spørgsmålet er da også, om de accepterede skadesreducerende tiltag reelt slet ikke er udtryk for inklusion og omsorg for, eller blot faktuel accept af stofbruger-liv, men mere handler om lige at tage toppen af barbariet, fordi man alligevel ikke – her på vejen mod civilisationen – kan bære det høje antal dødsfald, ligesom fravær af skadesreducerende tiltag er dyrt for samfundsøkonomien i form af fx et stort antal dyre, og undgåelige, hospitalsindlæggelser og behandlinger. Man kan måske sige det på den måde, at ’intet er så godt, at det ikke er skidt for noget’, for set i det lys kan skadesreducerende tiltag være præcis den olie, der får hjulene på den forfejlede og stærkt skadelige narkotikakontrolpolitik til at blive ved med at køre rundt. Årti på årti. Skadesreduktion er således – for os – som et tveægget sværd.
Som udøver eller tilrettelægger af skadesreducerende tiltag, må man tage eksplicit stilling til det faktum, at den aktuelt førte narkotikapolitik, er langt mere skadelig end de stoffer den ellers hævder, at ville beskytte imod. Man må erkende, at et samfund har de narkotikarelaterede problemer det fortjener og beder om. For os stofbrugere er det ubetinget demontering af den førte narkotikakontrolpolitik, der er den ultimative skadesreduktion.
|