| |
Historien om Jimmy Aagaard Jensen, født den 24.9.1952 Sct. Mikkels sogn i Slagelse. Og om livet gennem godt 33 år som stofmisbruger og senere som stofafhængig.
I 1954 flytter mine forældre til København fordi de indleder et forhold, selv om de hver især havde familie og flere børn ( far havde fire piger og mor havde to drenge). Min mor forlod sine egne børn til fordel for min fars, så de flyttede med og fra starten var der koks, hvor de stak af hjem til deres mor i Slagelse. Mor var for dem den onde stedmoder og det prægede deres forhold så meget at familien fra start var splittet.
Vi flyttede til Brønshøj, til Hegnshusene 14 ved Brønshøjvej.
Mor var religiøs fanatiker, en sand fundamentalist og Jesus var hendes et og alt. Jeg er vokset op med bordbøn og godnat bøn. Far var lige modsat, han var gøgler og han var det også da mor faldt for ham. Jens (far) kørte dødsdromen i Næstved da mor faldt for ham. I ham fandt hun den kærlighed og ømhed hendes mand aldrig gav hende, han bankede hende altid og jeg ved at mor led hver dag.
I 1964 starter far på Bakken, altså Dyrhavsbakken og han åbner som den første med en Brandt Larsen "De glade gøglere", striptease på Bakken.
Total kaos i familien, far flytter flere gange på Hotel fordi han omgiver sig med bare damer, som han ikke kun så på og det flippede mor over og smed ham ud. På Bakken står far 100 meter fra Tribini og råber i sin mikrofon, folk skal lokkes ind, så talestrømmen er enorm. Jeg fandt senere ud af at far var på "Speed", men der gik vel over 15 år før jeg fandt ud af det var det som skete med ham.
Far fik en psykose og blev akut sindssyg.
I fem måneder holdt han os indespærret i huset og totalt væk fra skolen, familien fra Slagelse (hans familie), alle blev holdt på afstand. Ingen reagerede på vores udebleven fra skolen og selv et par betjente, som jeg en dag ringede efter i min fortvivlelse, gik igen efter far havde præsenteret sig som Jesus.
Daglige gentagne ritualer hvor spejlæg blev anbragt under tæpper, kogende vand han tog i munden og blæste det ud over de glas der skulle udsættes for rituel rensning, var blot nogle få eksempler på nogle af de vilde ting han foretog sig under den hastigt fremadskridende sindssyge.
Som noget af det værste husker jeg dog hans natlige togter på mit værelse, hvor han snakkede hele natten med Gud via mit stereo anlæg, samtidig med han slog med en kort sabel i min bordkant, der efterhånden blev takket som en redekam.
Manden var blevet rablende gal og Hitchcock var en ren børnefilm i forhold til det vi blev udsat for. De fire store piger i familien var for længst flyttet hjemmefra.
Tilbage var min lille søster Jane, som altid har stået mig nær. Hun forstod heldigvis ikke så meget, men det har ganske givet præget hele hendes liv også, selv om hun aldrig har misbrugt noget stof.
Vi havde en stor flot Arapapegøje "Jacob", et barn af familien. Slanger, aber, mus m.m. har der altid været i vekslende variationer gennem min barndom, som en del af fars tilknytning til gøglerlivet. Jacob, slog han ihjel fordi det onde boede i ham. Han bad endda mig om selv at skyde ham med min haglbøsse, jeg skreg naturligvis i min afmagt.
Han slog mig ned og jeg husker det tydeligt, blodet hele vejen til wc'et og dyrets klagekald. Jeg er endda sikker på at vi spiste ham om aftenen, fordi madvarer havde vi heller ikke ret mange af. Men det skulle blive meget værre.
Hver aften blev vi klædt ud i underlige klæder og ventende ved en telefon, som for længst var lukket, ventede sammen med min far på signal fra Gud om jordens undergang.
Altid kom der en ny udsættelse.
Snart skulle jeg ofres og først her vågnede min mor endeligt op, moderinstinktet kom frem og overskyggede hendes ellers loyale, tavse og passive medvirken.
Da hun jo havde nøglen til døren kunne jeg ikke slippe ud uden hendes hjælp.
Jeg slap ud og på naboens telefon fik jeg kontakt til familien i Slagelse, som straks kom til assistance og fik tilkaldt de relevante myndigheder.
Jeg husker da jeg kom igen og vi ventede på lægevagt, politi og plejerene fra Bispebjerg hospital. Jeg skulle efter aftale sikre sablen og geværet, få det væk og lægen skulle overtale far.
Lægen var endog en meget smart fyr så snart var han udsendt, som min fars assistent og sammen skulle de finde maskinen som skabte ondskaben.
Lægen skaffede mandskabet og sammen kørte de afsted med ham.
Jeg skulle senere få historien om hans ankomst, fordi jeg nogle år senere blev kørt ind med overdosis to gange til selvsamme afdeling hvor de stadig huskede historien.
Første gang blev jeg tvangsindlagt i fem måneder, men det fjernede aldrig den tryghed jeg for længst havde fundet i Opiat brugen.
På vej mod stofferne, misbruget og sidst stofafhængigheden
Min far var indlagt i over et ½ år og jeg færdedes igen frit.
Hjemme gik det godt, men tryg hos min far eller mor blev jeg aldrig igen.
Da min far endelig kom hjem og kunne sidde og grine af det hele, hadede jeg ham mere end noget andet.
Jeg færdedes på Bellahøj og fandt mere modne venner som jeg røg hash og hyggede mig med, der var jeg tryg og der havde jeg mit hjem fra da af, indtil jeg mødte en sød pige og skulle have barn, men det kommer vi til senere.
Vi røg også råopium fra Tyrkiet og Østen, venners venner rejste jo ud den gang og de havde det med hjem. Når der intet andet var, lavede vi "hit and run" hos apotekerne og flere lægers konsultation.
Vi var "hooked" og måtte have stof for ikke at være syge. Et problem som man selv i dag ikke forstår omkring stofafhængighed. En stofafhængig er IKKE en stofmisbruger, de fleste blander det sammen i et, som med heroin, "fri" heroin eller "gratis", som om det er det vi snakker om.
Da morfin basen kom gik alt helt galt, nøjagtig som nu med heroin basen. Nu gik det stærkt og jeg så mange gå til, de fleste fordi de sprøjtede alt. Jeg selv lærte hurtigt hvad renlighed betød for stof og remedierne. Jeg tog kun base, aldrig sove/nerve medicin oveni som de fleste af de andre gjorde, det var helt galt syntes jeg.
Under indlæggelsen på Bispebjerg første gang var vi i alt fem i 1968. En af de andre kendte en øjenklinik på Østerbro hvor vi tog ud lige efter fire og brød ind. Vi fik 2x½ liter 10% Kokain som vi indtog med sprøjter på hospitalet over en pæn tid, men de sagde ikke noget for de anede intet dengang. Først da min mund var helt blodig og jeg vejede 57 kilo og ikke havde mere, fandt de ud af hvad vi havde haft gang i. To sygeplejesker pudrede stiksår og tog blodtryk i et væk i to døgn. Senere fandt jeg ud af anden gang vi tog det, at opium, morfin eller heroin hjalp på nedturen. På sygehuset fik vi en kodimagnyl, intet andet end pudder. Jørgen Stig fik endda metadon i overmål dengang så han blev dødssyg. De vidste intet om dette problem dengang og det sker endnu i dag nogle steder 30 år efter.
I mellemtiden var mine forældre flyttet tilbage til nærheden af Slagelse ude på landet, der tog jeg ned med metadon hjælp, men igen uden nogen information om stofferne eller narkomani, eller de gad ikke. Jeg tror det var lidt af hvert.
I Slagelse møder jeg min skolevens søster Rita og vi får så barn sammen. Hun er færdig med skolen og vi flytter senere til Kbh. Til Slagelse by flyttede jeg til efter ½ år hos de gamle, hvorefter jeg mødte hende. Jeg lærte også et par venner at kende og husker mest Peter og Erik derfra. De kommer senere til Kbh og henter stof. Da jeg flyttede til Kbh., viste det sig at deres leverandør var en af mine bedste venner fra Brønshøj. Således spredes stofferne rundt gennem venner med "behovet", derfor skal behovet dækkes legalt så det ikke havner i Istedgade i dette omfang som vi har set gennem årene. Det så jeg igen ske her i 1995 da heroin kom til Jylland, hvor jeg senere flyttede til.
Behandlingsstederne var lig nul dengang syntes jeg, i dag findes der langt flere med en god viden, men der er endnu flere som intet ved. Deres behandling er en mishandling fordi de søger stoffrihed hos umulige emner. Straf, sanktioner præger deres behandling, så jeg drog afsted uden deres hjælp men med hele familien. Vi flyttede til noget der hedder Vust Holme i Han Herred i Nordjylland og der skulle mit liv ændres totalt.
Jeg modtog dog ingen hjælp de første 1½ år og jeg mistede min familie på den baggrund. Pludselig stod hun så alene med to små børn, fordi jeg blev så syg og intet fornuftigt kunne foretage mig. Min læge havde prøvet alt det traditionelle med mig og endte så endelig med at ville hjælpe og støtte mig. Han indkaldte kommunen og sammen gav de mig hjælp.
Senere fik jeg den IP jeg før havde sagt nej til på grund af stolthed og metadon vedligeholdelsen. Derfra ændredes mit liv totalt.
Det skulle blive til eget hus, eget firma gennem rejser til Nepal hvor jeg både fandt min indre ro og blev et helt menneske.
Det er de bedst år i mit liv og dem skylder jeg de mennesker fra min egn, fordi de forstod hvad der skulle til og derfor er jeg endt her i dag i Brugerforeningen.
Som den eneste af alle dem der var med da vi begyndte med stofferne i skolen. Alle vennerne er for længst døde, men jeg er sund og rask. I dag hvor behandlingen er endt under amterne har jeg det svært, men det behøves ikke være sådan, derfor medvirker jeg også i arbejdet i Brugerforeningen.
Her arbejdes der på at få ændret de meningsløse behandlingsmetoder der er præget af alt for mange forskellige tilfældige behandlere og deres igen forskellige holdninger.
Jeg har rejst i Østen fem gange i 3-4 måneder ad gangen og har aldrig der haft problemer med at styre mig i forhold til stofferne.
Jeg lærte det faktisk derude foran stofbjergene. Intet forhindrede mig i at blive der, alligevel valgte jeg at rejse hjem og genopbygge mit liv, et liv som nu er underlagt ubehagelige narkobekæmpere mere end behandlere, som burde kunne støtte og hjælpe mig.
I stedet for at skabe en god kontakt og samarbejde om at få mit liv til at fungere, har de skubbet mig ud hvor jeg nær var endt med at være helt fortabt.
I 21 år holdt jeg mig fra Kbh., men de håbløse behandlingsforhold skabte grundlaget for at jeg måtte søge tilbage. Ikke til stofferne men til samarbejdet med de andre i Brugerforeningen, som nok bedst af alle instanser ved hvad det hele handler om og hvilke problematikker der er aktuelle.
Det er som om socialpædagogerne mener de ved alt om emnet og at de har fundet "de vises sten" med deres 10 og 12 trins programmer.
Bevares, det sker der er nogen der har nytte af den slags, men det er desværre ikke alle der har noget udbytte af at komme i den slags behandling.
Mange tager direkte yderligere skade på sjælen af at blive behandlet i den slags programmer, der er tilvirket misbrug og ikke stofafhængigheden, som de aller fleste lider af.
Behandlinger som de færreste har lært at udføre korrekt. Det er blevet en trend at anvende eksmisbrugere som behandlere og der består nok en af de store misforståelser, idet man ikke automatisk bliver en kvalificeret behandler af at lægge stofmisbruget bag sig. Ofte sker der det at eksmisbrugere bliver hellige i en grad der er forvanskende for klient - behandler forholdet. Bevares der findes da også eksmisbrugere, som ikke bliver så hellige at det skaber distance. Men der er for mange der ikke har fagkundskaber nok til at sætte ind med så dybdegående teknikker, som man desværre ser benyttet i behandlingen adskillige steder. De falmer rundt i begreberne stofmisbrugere og alkoholikere, som stort set bliver anbragt under samme tag og får rundt regnet samme behandling, til stor skade for de behandlede. Jeg er en af dem og der findes mange rundt omkring i Danmark.
Jeg blev svigtet som barn af voksne så mange gange og i stoffet fandt jeg ro og harmoni, et misbrug udviklede sig til kronisk stofafhængighed.
At tro at formanende og belærende socialpædagoger og "andendagshellige" eksmisbrugere skaffer enestående og endegyldige resultater, ved deres totale fokuseren på stoffrihed og stoffri behandling, er en kæmpe misforståelse og en fejl der dog også er erkendt af adskillige eksperter på området.
Jeg har ingen problemer i dag hvis jeg ellers modtager min medicin under former, som ikke knuser mig, det fatter de ikke engang, de gør mit liv til et problem. I mit liv findes et stærkt behov for stoffet og det har taget mig år at lære at styre det under stabile former. De har taget min platform og gjort alt usikkert fremover, netop det som skaber utrygge forhold og kun fremmer stoftrangen, men det forstår de ikke.
Mine venner blev behandlet og behandlet og hvor er de nu i dag? De er døde og dermed stoffrie, men til hvilken gavn? Ja det gavner måske statistisk men ikke andet.
Så er der de velmenende forældre- og pårørendeforeninger, som holder sig fanatisk til det etiske element og skaber politisk røre omkring deres meninger, ved at fremstå som moralens forkæmpere og vogterne af det evigt gode. Det eneste vi bare ikke har brug for, er disse forældre typer som har mistet et barn og i sorg kaster sig ud i narkobehandlingen, de er direkte til skade, for de aner intet om emnet. Jeg respekterer deres sorg, men kender alt for godt deres måde at opfatte og behandle os brugere på, de er bestemt ingen hjælp. I Brugerforeningen arbejder vi ud fra menneskelige relationer og vi respekterer den enkeltes behov. Vi arbejder for forbedring og mere oplysning, på fuld tid og frivilligt.
Foreningen afholder utallige foredrag for ungdommen i det håb at de ved oplysning og bedre information bliver i stand til at fravælge stofferne, når de oplever kriser og modgang. Desværre havde vi ikke i vores ungdom denne mulighed og blev slet ikke oplyst og endte således som misbrugere.
Jeg advarede mod stofferne i Nordjylland og tilbød at lære fra mig og lade mine dyrekøbte erfaringer komme til gavn, men alt blev desværre fordrejet i den forkerte retning. Bekæmpertrangen kommer op i alle myndighedspersonerne som ved for lidt og som frygter forandring. Derfor angriber de en personligt hvis de finder ud af du er nærværende og indstillet på ikke blot at bøje nakken og holde kæft. Det var det som gjorde at jeg holdt op med at samarbejde med Lions, jeg havde flere ubehagelige oplevelser omkring de ting jeg havde skrevet i lokalaviserne og Ålborg Stifttidende.
I Nordjylland skal de bemærke sig at antallet af de beslaglagte stoffer er steget siden 1995 og især bemærke at (brun) heroin og kokain er kommet til landsdelen.
På diskotekerne og i danse miljøet vil de unge møde Ecstasy - Speed - kokain og heroin. Hash og hamp er et stof de ikke finder særligt spændende, fordi de hele tiden har kendt til det og allerede for de flestes vedkommende har prøvet det og langt de fleste fravalgt brugen af det, i hvert fald i forbindelse med dansemiljøet. De andre stoffer tiltrækkes de derimod af og de vil nok møde dem første gang til fester, hvor de er medbragt af venner de kender.
Stofferne spredes kun mellem venner, der findes ingen pusher ved skolerne, det sker kun i USA og heldigvis endnu ikke hos os. |
|