Den retlige regulering

Metadoncirkulæret og dets fokusering på kontrolaspekter trænger efter BrugerForeningens opfattelse gevaldigt til en revision. Dette har den forhenværende sundhedsminister Carsten Koch erkendt og varslede i den forbindelse nedsættelse af et udvalg "til efteråret 1999". Der er dog endnu ikke taget initiativ hertil.

Der er mange gode grunde til at revidere metadoncirkulæret. En af dem er den manglende overensstemmelse mellem metadoncirkulæret og anden retlig regulering. Der tænkes her på især vejledning af 10. marts 1998 til lov om social service, hvoraf følgende fremgår (p. 118):

"Uden at slippe hovedmålsætningen om stoffrihed for den sociale indsats på stofmisbrugsområdet har der gennem en årrække været arbejdet ud fra målsætningen om skadesreduktion eller skadesminimering for de grupper af stofmisbrugere, hvor stoffrihed ikke er et realistisk mål på kortere eller længere sigt".

Skadesreduktion defineres som "formindskelse af de skader, som livet som stofmisbruger påfører vedkommende selv, nærtstående og samfundet samt forbedring af funktionsevne og udviklingsmuligheder" og metadonbehandling nævnes som eksempel på indsats af skadesreducerende karakter.

Hovedsigtet med stofmisbrugsbehandling er ifølge vejledningen at hindre en yderligere funktionsnedsættelse og bibringe vedkommende en bedre social og personlig funktion med henblik på en højnelse af livskvaliteten og der opremses en række "graduerede mål" for behandlingsarbejdet.

Heroverfor står metadoncirkulæret:

"Selve metadonindgiften tjener det formål at stabilisere stofmisbrugeren, bringe det illegale opioidmisbrug til ophør og fastholde stofmisbrugeren i behandling med det formål at kunne tilbyde ham/hende en række sociale, pædagogiske, psykologiske, psykiatriske ydelser, som fastlægges i behandlingsplanen".

Men hovedreglen efter metadoncirkulæret er, at "al metadonbehandling forudsætter kontrol" (afsnit 2, pkt. h), og indebærer, at der uanset klientens funktionsniveau skal opretholdes kontrol.

Kontrolforanstaltninger er andet og mere end overvåget indtagelse og urin- og stikmærkekontrol. Klientens adfærd skal kontrolleres, herunder overholdelse af aftaler, fremtoningspræg, aktivitetsniveau mv. Klienterne skal først og fremmest samarbejde om den lagte behandlingsplan.

Reformerne af sociallovgivningen har i de seneste år, også i forhold til stofafhængige, betydet øget brugerinddragelse, krav om udarbejdelse af handleplaner, øget vægtning af brugerens egne ønsker ved valg af behandlingsform og -sted samt mere præcis inkorporering af skadesreduktionsmålsætningen som fortolkningsgrundlag for eksempelvis servicelovens § 85 om den amtskommunale behandling af stofafhængige.

Hvor sociallovgivningen således har intentioner om at bevæge sig i en mere brugervenlig og imødekommende retning, synes det samme ikke at have været tilfældet for sundhedslovgivningen.

Begreber som "kontrol" og "samarbejde" i samme moment giver ikke umiddelbart mening og fremstår noget paradoksalt. Dette finder vi stærkt kritisabelt; vore rettigheder, pligter, ve og vel afhænger jo af et harmonisk samspil mellem social- og sundhedslovgivningen.

Særligt angående planer for behandlingsforløb, må det i øvrigt antages, at man, hvis man selv - reelt - har haft indflydelse på den lagte behandlingsplan, vil være mere tilbøjelig til at samarbejde.

Behandlingsplanen bør ikke være en uforanderlig størrelse, men derimod kunne omlægges, når klienten mener at der er behov herfor.

Det er vores erfaring, at ganske mange enten ikke oplever, at de reelt har haft indflydelse på behandlingsplanen og/eller ikke har kunnet være ærlige og/eller har følt sig pressede til at acceptere en for ambitiøs behandlingsplan.

Når behandleren både er den der definerer mål for den enkelte klient, og vurderer om målene bliver nået, placeres klienten, som burde være i centrum, klart på sidelinien.

Når metadonbehandling indledes, underskrives der ofte en "metadonkontrakt". I den forbindelse henledes opmærksomheden på følgende:

"Særlig praktisk betydning har fænomener, der kan betragtes som pendanter til aftaler. De kaldes aftaler, de er blevet til efter forhandling og bygger på opnået enighed, og ofte er de formuleret som og skrevet under som formuerettens aftaler.

Som regel kan de støtte sig til de socialpsykologiske faktorer, som gør at de utvivlsomme formueretlige aftaler overholdes, også uden brug af statens tvangsapparat. Men fænomenerne har ingen retsvirkning eller i alt fald ingen sikre."

Bent Christensen, "Forvaltningsret", (1991), p. 61:

Se også Narkotikarådets rapport om metadonbehandling i Danmark fra 1997:

"På nogle behandlingssteder er der udfærdiget kontrakter, som underskrives af den behandlingssøgende. Dette finder udvalget betænkeligt og betvivler at sådanne ad-hoc kontrakter har juridisk gyldighed, så overtrædelse af kontraktbestemmelserne uden videre kan medføre bortvisning fra programmet."

Det der ikke kan gennemføres med hjemmel i den retlige regulering, har man visse steder valgt at regulere i "metadonkontrakter". Herved udvides cirkulærets område. På trods af metadoncirkulærets anbefaling om at besluttet behandlingsophør bør ske med dosisreduktion, altså en nedtrapning, har man i et amt praktiseret øjeblikkeligt ophør af behandling endda ved kontraktbrud i form af kriminel aktivitet.

Ifølge en artikel i en lokal avis i samme amt var en mandlig metadonbruger blevet bortvist fra et forsorgshjem efter et slagsmål. Hermed mistede han samtidig sin medicin, idet man ikke udleverer medicin til mennesker uden fast bopæl.

Man har således klart udvidet metadoncirkulærets område. Sådan praksis finder vi dybt betænkelig.

Under overskriften "Hård metadonlinie truer retssikkerhed", skriver samme avis i juni 1999, at en kvinde var blevet anholdt og fremstillet for en dommer 23 timer senere, hvilket også var halvandet døgn efter at hun sidst havde fået metadon.

Journalisten skriver, at hun "rastløs og forpint af abstinenser" tilstod i overensstemmelse med anklageskriftet.

Der skal være metertykke mure mellem behandlingssystemet og strafferetten. Skulle enkelte være af modsat opfattelse, kan det tilføjes, at man efter strafferetten er uskyldig indtil man er dømt, mens man i et af de danske amter allerede mister sin medicin ved varetægtsfængslingen. Det skal retfærdigvis nævnes, at man i det pågældende amt, efter massiv kritik, i en vis udstrækning har ændret praksis, således at man nu bliver tilbudt metadonnedtrapning ved indsættelse i fængsel.

Regulering af substitutionsbehandling bør ikke finde sted i en ikke-retligt bindende vejledning til et cirkulære. Følgen heraf er nemlig, at der har udviklet sig en væsensforskellig praksis i amterne.

Det fundamentale princip i dansk ret at "det lige skal behandles lige" burde gælde også på dette område og styrke den enkeltes retssikkerhed.

Ligeledes bør klienter i metadonbehandling sikres minimumsrettigheder, herunder især at man ikke kan fratages sin medicin. Medicin bør aldrig anvendes som middel til at regulere adfærd.

Det er særdeles ydmygende. Man er henvist til at underkaste sig behandleren og den deraf følgende afmagtsfølelse hindrer et godt behandlingsforløb og resultat.

Risikoen for sanktioner skaber misforhold mellem klient og behandler og tvinger klienten til at lyve. Åbenhed og ærlighed mellem klient og behandler må ikke alene være det bedste udgangspunkt for et godt forløb, men også det eneste.

Institutionernes handlefrihed og det ikke eksisterende frie valg i forhold til behandlingssted

Man har flere steder fra centralt hold, f.eks. i Københavns Kommune, taget afstand fra (for megen) kontrol i behandlingen, men der råder stor handlefrihed på de enkelte behandlingsinstitutioner.

De store individuelle variationer i behandlingsfilosofi og det faktum at stofafhængige er lige så forskellige som andre mennesker korresponderer umiddelbart udmærket, men forudsætter ubetinget at man selv kan vælge behandlingssted.

Nogle frisører er gode til at vandondulere og vil især blive opsøgt af ældre damer, mens andre er dygtige til at farve hår grønt og orange og vil sikkert især appellere til et yngre publikum.

Et princip svarende til "det fri sygehusvalg" burde gennemføres også i substitutionsbehandlingen. I øvrigt er det kendetegnende for den gruppe vi repræsenterer, at de er meget "mobile".

De flytter ofte og det er uhensigtsmæssigt, at blot fordi man flytter (indenfor kommunegrænsen), skal man også flytte behandlingssted og vænne sig til en ny behandlingsfilosofi og behandler.

Frit valg af behandlingssted fordrer en sund konkurrence mellem institutionerne, hvis eksistensgrundlag afhænger af en tilstrækkelig stor søgning og man ville formentlig være mere tilbøjelig til at tilpasse sig brugernes ønsker og behov.

God og dårlig behandling

Ligesom der findes forskellig behandling, findes der også god og dårlig behandling. Et behandlingssted er ikke bedre end behandleren.

Mens en dygtig frisør har mange kunder i butikken, vil den frisør der svider kundens hår med permanentvæske, hurtigt miste omsætning og lukke butikken, hvis han/hun ikke lærer nye metoder.

Den dårlige behandler er tilbøjelig til at betragte en klients problemer snævert og stærkt forenklet; der sættes lighedstegn mellem problemer og stofafhængighed og brugen af narkotika karakteriseres som åbenbar årsag til stofbrugerens elendighed; dette så selvfølgeligt at alternative forklaringer ikke behøver nærmere opmærksomhed.

Mens det står klart, at man ikke havde behov for metadonbehandling, hvis man ikke var opiatafhængig, er det vores opfattelse - og vi deler den heldigvis med ganske mange - at afhængighed er en noget mere kompleks størrelse, end at den lader sig forklare ved stoffet alene.

I mange tilfælde er der tale om bagvedliggende sociale faktorer; elendige opvækstvilkår, svigt mv. og man vil ofte have forsøgt sig med mange forskellige løsninger, hvor stoffets virkning har vist sig at være den bedste.

Den behandlingsmæssige indsats bør derfor koncentrere sig om at bidrage eller inspirere til, at man selv finder løsninger, der eventuelt er bedre end stoffets vej eller som i det mindste kan supplere, og derigennem reducere stoffernes betydning for den enkelte.

Fordi man har "noget andet" eller "noget mere". I dette forehavende ville man være ganske godt tjent med en langt lavere vægtning af kontrolaspekter, mindre fokus på problematikker omkring metadon (f.eks. hvor høj dosis der af den enkelte opleves som "mættende") og sideforbrug.

Det er almindeligt kendt, at opioider virker forskelligt på forskellige mennesker. Det giver derfor ikke mening at operere med maximumdoser, der tilmed varierer ekstremt fra amt til amt.

Har man sideforbrug af heroin, må behandleren først og fremmest overveje, om den ordinerede metadondosis er tilstrækkelig og ikke om man bør ned- og udtrappe, fordi behandlingen ikke synes at have effekt ud fra de mål cirkulæret opregner eller en behandler har fastlagt i en behandlingsplan.

Fixer man sin metadonmixtur skal man kunne fortælle behandleren herom, uden at risikere "administrativ afgiftning" eller anden sanktion. Ud fra dels et skadesreducerende princip, dels princippet om "at møde mennesket hvor det er" burde man tilbydes injicerbar metadon, men i det mindste skal man rådgives udfra de nævnte principper.

I dette tilfælde bør behandleren således forklare, at risikoen for hjerteklapbetændelse er overhængende, men hvis man gør det alligevel, bør man fortynde med tre gange så meget vand.

Sygeplejersken, Nina Brünés, på Maria Kirke Plads har underrettet om følgende konkrete episode. Hun blev for nylig kontaktet af en kvinde, der netop havde været indlagt for tredje gang for at få behandlet en hjerteklapbetændelse, men afbrudt indlæggelsen og dermed den nødvendige behandling med antibiotika, fordi personalet overvågede hendes metadonindtagelse.

For hende skulle medicinen ind med nål. Udfra ovennævnte principper blev kvinden forklaret om mulige konsekvenser og om hvordan hun kunne reducere risikoen.

Kvinden anede end ikke, at den injicerede mixtur kunne være årsag til hjerteklapbetændelsen. Hun havde jo aldrig kunnet tale med nogen om det. Dagen efter dukkede hun op igen og fortalte glædesstrålende, at hun for første gang i umindelige tider endda havde drukket sin mixtur.

Hun var ikke blevet bortdømt, ringeagtet og nedvurderet pga. sin adfærd. Hun var blevet åben og reflekterende.

Forudsætningen for et gunstigt både behandlingsforløb og resultat er således efter vores opfattelse, at man kan have et aldeles åbent og ærligt forhold til behandleren uden at risikere sanktioner af nogen art.

Administrativ afgiftning

Udgangspunktet efter metadoncirkulæret er, at behandlingsophør normalt kun bør komme på tale hvis klienten selv ønsker det.

Dog hjemler cirkulæret mulighed for ikke-planlagt ophør (de såkaldte "administrative afgiftninger").

Disse tilfælde er opdelt i to undergrupper.

Den ene udgøres af for eksempel "manglende udbytte af behandlingsplanen", "uregelmæssigt fremmøde", "regelmæssigt sidemisbrug".

Det er tidligere anført og skal her blot gentages, at medicinen ikke under nogen omstændigheder bør være middel til regulering af adfærd.

Den anden undergruppe drejer sig om "adfærdsmæssige problemer i et sådant omfang at det er uacceptabelt for behandlingsstedet; vold eller trusler overfor andre klienter og/eller personale samt stofindtagelse eller salg på behandlingsstedet.

"Idømmelse" af administrativ afgiftning finder vi stærkt kritisabelt på mange måder. Vi argumenterer naturligvis ikke for, at man skal have lov til at være voldelig, fremsætte trusler mv.

Det skal ingen have lov til og for at markere dette, har man siden tidernes morgen haft straffelove.

Metadon er vores medicin og vi finder det dybt betænkeligt, at en minoritetsgruppe (brugere af metadon) således får, eller risikerer at få, en ekstra straf, som ikke overgår den øvrige befolkning for den samme overtrædelse.

Straf defineres af strafferetsprofessorer og kriminologer som "en bevidst påførsel af lidelse" og man skal derfor være yderst tilbageholdende med at straffe.

Vi repræsenterer en gruppe, der i rigelighed har oplevet lidelse.

Behandlingssystemet bør ikke tilføje gruppen yderligere lidelse. Behandlingssystemet bør "helbrede" om muligt og i det mindste til enhver tid lindre.

Så længe der er indikation for metadonordination, bør man under ingen omstændigheder kunne miste sin medicin. Med "indikation for metadonordination" menes, at klienten har en bedre tilværelse med metadon end uden. Der må ikke ses snævert herpå og brugeren må ubetinget være den bedste til at vurdere dette spørgsmål.

Udover at man føler sig aldeles overladt til en eller anden tilfældig behandlers behandlingsfilosofi og personlige luner, er der også et andet og meget alvorligt aspekt.

Tilbagefaldsrisikoen er enorm. Dette erkender metadoncirkulæret og udgør samtidig begrundelsen for, at administrativt ophør "så vidt muligt bør undgås". Kan man ikke få sin medicin, er man nødsaget til at selvmedicinere.

I Politiken 4. april 1999 henviser socialoverlæge Peter Ege til undersøgelser fra Sverige og USA der viser, at 10 pct. af de stofbrugere der smides ud af metadonbehandlingsprogrammer dør inden et år.

I samme artikel siger Jørgen Jepsen i øvrigt at "den opstramning af metadonudleveringen, som det såkaldte metadoncirkulære fra 1995 lægger op til, ser ud til at være gået for vidt".

I en evalueringsrapport fra Center for Rusmiddelforskning ("Metadonprojekt i Nordjyllands Amt, 1997) nævnes følgende (p.19):

"… en stribe undersøgelser peger på en meget markant forskel på dødeligheden for metadonbehandlede og ubehandlede stofmisbrugere. I de svenske undersøgelser (Gunne og Grönbladh) er dødeligheden 8 gange større for ubehandlede end for metadonbehandlede.

I en australsk undersøgelse (Cushman) havde de metadonbehandlede kun 1/3 af den dødsrisiko, som de ubehandlede havde.

Ser man på dødeligheden blandt stofmisbrugere, som bortvises fra metadonbehandlingen eller nægtes metadonbehandling, er tendensen den samme. I en dansk undersøgelse (Segest et al 1989) blev det konstateret, at forsøg på generelt at begrænse tildelingen af metadon havde en negativ indflydelse på dødeligheden, idet de stofmisbrugere, der 1) var i langvarig metadonbehandling, 2) var socialt stabiliserede, havde den laveste dødelighed af alle stofafhængige, nemlig 0,5 % pr. år, men de socialt ustabile i metadonbehandling havde en årlig dødelighed på 3,3 %, og de der blev bortvist fra eller helt nægtet metadonbehandling, havde en årlig dødelighed på 7,6 %".

Øvrig kontrol i metadonbehandlingen

Udover den ultimative sanktion, "administrativ afgiftning", har der i praksis udviklet sig andre ydmygende og nedværdigende sanktioner.

Eksempel 1:

En mand kommer dagligt for at hente sin metadon på en behandlingsinstitution, hvor man forestår metadonudlevering i et snævert tidsinterval mellem kl. 09.00 og 10.30. En dag havde han en lille hund med.

Den er i "lommestørrelse".

Han gik ind i venteværelset for at trække et nummer. Her blev han bedt om at vente udenfor; "det var jo ikke et dyrepensionat".

Han bad personalet kontakte ham udenfor, når det var hans tur. Kort efter kl. 10.30 var han endnu ikke blevet hentet.

Da han gik ind igen, tildeltes han "det gule kort", fordi han kom for sent og fordi han - igen - havde taget hunden med indenfor.

Han blev vred og bad om at komme til at tale med lederen der medgav ham, at det var en uretfærdig sanktion, men nu var det gule kort blevet givet (man skal vel være loyal med sin medarbejder …), så det måtte han leve med.

Det andet gule kort, udløser et rødt og indebærer at man samme dag må "forlade banen" uden sin medicin.

Eksempel 2:

For nylig blev BrugerForeningen kontaktet af en kvinde, der bor på et kollegium tilknyttet en behandlingsinstitution. Hun fortalte, at hun havde lagt en uren urinprøve, altså "tilladt" sig at udvise symptom på det hun er i behandling for, og derefter blevet bortvist fra sin bolig i tre dage.

Kvinden er nyligt hofteopereret, går bedst med to krykker og havde på dette tidspunkt den ene arm i gips.

Allerede formålet for metadonbehandlingen byder på nogle problemer. For nogle af os er en (stor) del af stofbruget netop, at man ikke ønsker stabilisering.

Stabilisering kan eventuelt for nogle være udmærket, men bør under alle omstændigheder ikke presses igennem, men vise sig af en eneste årsag; nemlig fordi brugeren selv ønsker det og ikke fordi det er ønskværdigt ifølge et cirkulære eller fordi en eller anden tilfældig behandler ønsker det eller mener, at det er det bedste for den enkelte.

Karen Ellen Spannow har henvist til "Det Gode Samfund", hvor stofmisbrugeren er en torn i øjet.

Afvigeren der søger lykke i en stofrus passer ikke ind i billedet. "Godheden" kan ikke give op og lade ham leve med sin vane (Weekendavisen 11. august 1995).

Præparat og indtagelsesmåde

Når et præparats plads på hylden for substitutionsmedicin vurderes lægeligt, tales der ofte om følgende kriterier: "Langsomt indsættende og aftagende virkning", "stabil plasmakoncentration" og "billigt og nemt at administrere". Kriterierne er mildt sagt ikke særligt brugervenlige eller -orienterede.

Sandheden er, som nævnt ovenfor, at mange af os ikke ønsker "stabil plasmakoncentration". Udsvingene er således en del af stofbrugen og afhængigheden. Med metadonordination søges stabilitet gennemtvunget.

Undersøgelser tyder på, at mere end 80 pct. af metadon-brugerne har et sideforbrug. En del af forklaringen herpå skal måske findes netop i den påtvungne stabilitet.

For at sundhedslovgivningen kan komme på omgangshøjde med sociallovgivningen, skal en skadesreduktionsmålsætning inkorporeres. Vi er klar over, at indtagelse med "nål og tråd" ikke er uden risiko, men for nogle af os er sådan indtagelse uløseligt forbundet med afhængigheden (uanset hvor "tåbeligt" dette faktum måtte forekomme lægestanden og behandlere, så er det den virkelighed mange brugere befinder sig i …).

Dertil kommer at risikoen alt andet lige må anses større med systemets opfordring til tavshed og/eller forholden sig i bevidst uvidenhed om at metadonmixtur, ofte endda tilsat saftevand trods lægemiddelstyrelsens advarsel herimod, i ganske mange tilfælde indtages intravenøst.

I øvrigt har man fundet en forsvarlig måde hvorpå diabetikere kan indtage insulin med nål. Hvorfor skulle samme model ikke kunne indføres for den gruppe stofbrugere, hvor stofafhængigheden er kombineret med afhængighed af nåle?

Klageadgang og -vejledning

På ét punkt er social- og sundhedslovgivningen lige mangelfuld på grund af sin uigennemskuelighed: Retten til at klage over en afgørelse vedrørende medicinsk behandling eller et afslag på et socialt behandlingstilbud findes - men hvor, hvordan og til hvem?

Ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn bør klagesystemer være indrettede således at de tager hensyn til klageberettigedes situation, tilstand og forudsætninger.

Stofafhængige, der får afslag på metadonbehandling eller et socialfagligt behandlingstilbud kan ikke forudsættes at være stærke nok til at gå i krig med et i forvejen kringlet - og på dette område tilmed to-strenget - klagesystem.

Stofafhængige er derfor næsten altid afhængige af at andre fører deres sag og klager på deres vegne - hvilket i sig selv kan ses som udtryk for en kynisme, når stofbrugere ofte er kendetegnet ved hel eller delvis social isolation.

Det optimale ville være at alle afgørelser vedrørende såvel metadon- som socialfaglig behandling kunne påklages til en og samme instans og at de formelle regler for klagen var enslydende. Dette ville imidlertid forudsætte omlægning af de nuværende klageorganer eller oprettelse af specielle klageorganer fælles for forskellige lovområder - hvilket bør være et mål på sigt, men desværre næppe er realistisk indenfor en overskuelig tidshorisont.

Som minimum kunne man derfor fra centraladministrationens side udarbejde en fælles, tilgængelig og letforståelig beskrivelse af hvad en stofafhængig kan klage over, til hvem og hvordan.

Netop hensynet til at en stofbruger med et behandlingsafslag i tasken ikke kan forudsættes psykisk eller fysisk stærk nok til selv at indlede en ofte længerevarende klagesag - og heller ikke som udgangspunkt kan forudsættes at have andre til at gøre det for sig - burde man overveje at gå det skridt videre at udvide forvaltningens krav til klagevejledning, forenkle proceduren eller direkte forpligte forvaltningen til selv at indlede en klagesag/indberette klagesagen til klageinstansen ved den stofafhængiges uformbundne tilkendegivelse herom eller når der foreligger en bebyrdende forvaltningsakt, som f.eks. en afgørelse om administrativ afgiftning.

Igen - både i sociallovgivningen og i sundhedslovgivningen burde klagesystemet og klagemulighederne være realistiske og gennemførlige - dvs. tage afsæt i klagerens umiddelbare egenressourcer, personlige/sundhedsmæssige styrke og livssituation til overhovedet at vurdere hvorfor og hvordan et nej fra forvaltningen kan blive til et ja andetsteds.

Hvem er til for hvem?

Vi mener, at erkendelsen af, at stofafhængighed i højere grad er et symptom end årsag vil bringe niveauet for behandlingsindsatsen langt højere op. Erkendelsen ville betyde langt færre konflikter mellem klient og behandler og dermed også mindre tilbøjelighed til kontroludøvelse og sanktionsanvendelse.

Det siger sig selv, at den kontrol man udsættes for opleves ydmygende og nedværdigende. Som voksent menneske, at skulle tisse under overvågning med henvisning til at det er nødvendigt af hensyn til behandlingen er grotesk.

Den københavnske bortdømmelse af saftevand i metadonmixtur er et godt og tiltrængt skridt på vejen til mere respektfuld behandling.

I et amt har man indtil for nylig tilsat metadonmixtur mavesårsmedicin.

Metoden må siges at være ganske effektiv i forhold til at kontrollere om den hjemgivne medicin også indtages, men sådan praksis er ekstremt krænkende og det må tilmed rent lægefagligt anses som uforsvarligt at ordinere medicin mod mavesår, når man ikke har brug for det.

Det er muligt, at nogen kontrol måske kan være på sin plads og have en vis effekt i forhold til det forudsatte formål om (en større) stabilisering, men vi mener ikke, at alle tiltag er effektive, endsige lige effektive, eller at der nødvendigvis er proportionalitet mellem omfanget af kontroludøvelse og effekten.

Snarere tværtimod.

Man skulle i stedet overveje at arbejde ud fra et princip, man kunne kalde "hjælp til selvkontrol". Hvis man selv ønsker at aflægge urinprøve, fordi man mener at det kunne være en støtte i forhold til et ønske om at nedsætte et sideforbrug. Man skal naturligvis til enhver tid ensidigt kunne ophæve aftalen.

Ophævelse vil måske blive fortolket som genoptagelse af sideforbrug. Men aftalen indgås på foranledning af klienten og i klientens interesse. Ikke behandlerens.

I stedet for at blive skuffet eller vred, bør behandleren vende blikket indad og spørge:

"Måske ophæves aftalen fordi klienten ville have lagt en uren urinprøve.

Hvad gør jeg, om noget, der betyder, at klienten ikke kan være ærlig overfor mig?".

Vi ønsker at blive betragtet som voksne mennesker, der selv kan vælge og tilrettelægge vort liv.

Nok repræsenterer vi en minoritetsgruppe, der har ønsker og behov som de færreste måske forstår og vi kan vel ikke kræve, at behandlere mv. kan forstå vores stofbrug, men vi ønsker at blive respekteret, gerne og helst også som stofbrugere og i det mindste som mennesker.

Det er vores opfattelse og erfaring, at hvis man behandler folk ligeværdigt, respektfuldt og tillidsfuldt, reduceres "behovet" for kontrol og sanktionsanvendelse.

Ansvaret herfor ligger i høj grad hos behandleren/institutionen.

Når en klient idømmes administrativ afgiftning burde man nærmere anlægge den betragtning, at institutionen ikke formåede at tilpasse sig ham, end at det var ham der ikke kunne tilpasse sig institutionen.

Vi ønsker behandlere, der foretrækker at tale med os selv, fremfor med vore urinprøver, behandlere der ikke leger fodbolddommere og slynger om sig med gule og røde kort, behandlere der medvirker til og arbejder for, at vi kan bevare både lemmer og liv.

Vi er ikke til for behandlingssystemet eller for at opretholde det; behandlingssystemet er til for os og dets ultimative succes er, at vi ikke længere har brug for det.