| |
BrugerForeningens formand Jørgen Kjærs indlæg på seminar om
Behandlingsskader
i Vesterbro Beboerhus den 2.10.2000.
Alle har en mening om stofafhængighed. Vore forældre havde det, den øvrige familie havde det, venner og bekendte fra før stoftiden, skolelærere, læger og sagsbehandlere.
Alle synes at kunne enes om, at det ikke er godt at være på stoffer. ”Alle” er ikke nødvendigvis inklusive os. Vi bliver ikke og er vist egentligt aldrig blevet spurgt.
Mens man traditionelt sætter ind på tre områder, forebyggelse, behandling og kontrol, er indsatsen konsekvent direkte og snævert relateret til stof. Informations-stilen har været dramatiserende, mens det har syntes mindre vigtigt, om det var sandt.
”Sig nej til stof, det er farligt at tage stof, du bliver hooked første gang” og ”Målet er at du bliver stoffri, det er jo også det du helst vil, ikke?,
”Narko er noget skidt, det ødelægger dig, det lægger slør på dine følelser, du kan ikke føle noget, er du nu faldet i igen?”, ”Det var jo nu du skulle være trappet ud; det havde vi jo aftalt …” og narko er farligt, det er forbudt, straffen er på linie med drab, børnene tvangsfjernes, man fængsles med jævne mellemrum og bidrager således til den kendsgerning at 40 pct. af de indsatte i de danske fængsler er stofafhængige.
Talrige undersøgelser har klart vist, at for den største del af de stofafhængige, er afhængigheden en kronisk tilstand, uanset hvor mange behandlingstilbud man får Se f.eks. Karen Ellen Spannow, kroniken i Politiken d. 10. november 1999. De færreste af os bliver varigt stoffrie.
Vi forsøger utallige gange, både i og uden for behandlingssystemet, at gøre det alle siger er det rigtige. De fleste af os klarer den ikke. Gang på gang klarer vi den ikke. Nederlag på nederlag. Nederlag fordi målet og succesen er defineret uafhængigt af os selv / den enkelte. Og fordi det ikke er ”lige så flot, at være stofbruger, som at være stoffri”.
Hovedmålsætningen om at blive stoffri, uanset hvor ædle intentionerne og motiverne end har været ved dens fastlæggelse, har det intet med realiteterne at gøre og er således bedre egnet til at udgøre den direkte årsag til at de fleste får et nyt nederlag.
I forbindelse med amternes overtagelse af kompetencen på behandlingsområdet fra 1996, udarbejdedes diverse vejledninger Vejledning nr. 43 af 31. marts 1995, vejledning nr. 44 af 31. marts 1995 og vejledning nr. 187 af 14. december 1995, der sammen med bevillingsforudsætningerne for de ekstra afsatte 340 millioner kroner, omlagde det overordnede behandlingsmål fra alene ”stoffrihed for alle” til mere varierede og individuelt tilpassede behandlingsmålsætninger, herunder erkendelsen af at for en del af de stofafhængige, vil der blive tale om en livslang afhængighed, hvor det offentliges opgave består i at sikre, at der alligevel kan leves et så ”normalt” liv som muligt.
Dette indebærer at det offentlige er forpligtet til at udvikle støtte- og omsorgstilbud der er rettet til stof(mis)brugere, men ikke direkte imod stof(mis)bruget; d.v.s. offentlige tilbud der er rettet mod den sociale, psykiske, fysiske og personlige funktionsevne.
Indtil det er ”ligeså flot” at være stofbruger, som at være ex-stofbruger /”clean”, bør vi have hjælp til at komme over mislykkede behandlingsforsøg, have hjælp til at acceptere at leve en tilværelse som stofafhængig.
Der skal kompenseres for al den tid, hvor vi får tudet ørerne fulde af skyld og skam.
I en stofafhængigs idealverden kommer man i behandling, hvis og når man har lyst til det. I denne idealverden ved behandleren, at stofafhængighed meget ofte ikke handler (ret meget) om stof og derfor er hans indsats ikke koncentreret om stof.
Han spørger ikke, om man har ”sidemisbrug”. Og om man er så tåbelig, at man fixer sin metadonmikstur, eller om man har stikmærker.
Spørgsmål som man nok er klar over handler om noget ganske andet, nemlig om man skal have indskrænket sin frihed.
1. Afhente medicin hver dag i stedet for hver anden.
2. Ikke have bevilget ferie eller frihed, som alle andre mennesker.
Den ideale behandler skaber et rum, hvor der er plads til brugeren.
Hvor man fortæller sandheden fordi man har lyst til det og fordi man ikke er bange for konsekvenserne. Den ideelle behandler mener sig ikke kompetent til at tage patent på definitionen af Det Gode Liv, men levner plads til at brugeren kan mene noget andet end han.
Stofbrugere er lige så forskellige som andre mennesker og har derfor brug for forskellige behandlingstilbud.
For den ene er Minnesota eller andre behandlingsformer det eneste rigtige, for den anden er substitutionsbehandling (metadon i enten pilleform, mixtur eller injicerbar, LAAM, buprenorphin etc.) det rigtige.
I idealverdenen er der ikke noget der er bedre end noget andet. Man bør ikke være henvist til at sige, at ”jeg er glad, selvom jeg tager stoffer”, men blot at man ”er glad” … og så burde det være mindre relevant, om man bruger stoffer eller ej - Måske og med tiden skulle man ligefrem kunne få lov til at sige, at man er glad ”FORDI” eller ”NÅR” man bruger stoffer; hvis det altså er sådan tingene hænger sammen.
Den gruppe af stofbrugere vi taler om her i dag, og som BrugerForeningen er interesseorganisation for, udgør omkring 14.500. Vi ved Rapport fra gadesygeplejerskerne på Maria Kirkeplads i Københavns Kommune, 2000., at denne gruppes absolut foretrukne stof er heroin (diacethylmorfin). Et morfinpræparat der i 1900-tallet er gået fra at være et håndkøbspræparat, som blev anbefalet mod hoste, diarré mv. til at være et ekstremt forbudt stof.
Udover at det virker lidt hurtigere end de øvrige morfinpræparater, der ordineres til omtrent 300.000 danskere årligt, adskiller det sig alene fra disse ved dels at være forbudt, dels at være belastet med alverdens myter og fordomme.
Gennem de sidste 30 år, er der opbygget en massiv barriere af fordomme og angst overfor stoffet. Den schweiziske psykiater Annie Mino har i sin undren over hvorfor heroin altid fremkalder diabolske og dødelige billeder sagt følgende: ”Det er tid til nytænkning. Vi skal intet frygte. Når alt kommer til alt, er heroin blot et af mange smertestillende midler. Alligevel udløser alene dette stof en reaktion, som ellers kun kan observeres i forbindelse med højforræderi. Ordet heroin forhindrer os i at tænke” Weekendavisen udgivet 2. maj 1997.
At den almindelige befolkning er plaget af uvidenhed på dette område, kan man, især når det er påvist ”Konstruktionen af dansk narkotikakontrolpolitik siden 1965”, Lau Laursen Storgaard, 2000., at dagsordenen for dansk narkotikapolitik er sat af presse og politi i skøn forening, bære over med. Men at man også langt ind i behandlerrækker er gennemsyret af samme fordomme, myter og uvidenhed er dybt betænkeligt og har - efter vores bedste overbevisning - alvorlige konsekvenser for den stofafhængiges livskvalitet, selvværd og identiteten og for kvaliteten af den behandling man bydes.
Myter, fordomme, uvidenhed, absolutte sandheder:
- Heroin er euforiserende
- Heroin er ekstremt vanedannede - en gang prøvet, så er man hooked for resten af livet!
- Heroin er giftigt og vævsnedbrydende
- Man bliver sindssyg af heroin
- Man kan ikke føle, når man er påvirket af heroin.
- Et stoffrit liv er bedre end et liv med stof.
Afsnit om at det bør være behandlingsinstitutionerne der skal tilpasse sig brugerne - ikke omvendt. Når en behandling er gået i hårknude - hvad enten der er tale om stoffri behandling eller substitutionsbehandling - bør institutionen sige: ”Vi har ikke et tilbud, han kunne profitere - vi kunne ikke rumme ham” og ikke blot nærmest pr. automatik kategorisere begivenheden som at vedkommende ”ikke er motiveret for behandling” eller på anden vis lægge (yderligere) skyld på brugeren. De bør tage ansvaret for den manglende succes og medvirke aktivt i formidlingen af et bedre behandlingstilbud.
BrugerForeningen er blevet orienteret om adskillige tilfælde af mindre heldig ”utidig” afslutning af / bortvisning fra behandling.
Ex 1.: Kvinde, bortvist fra behandlingsinstitution en sen lørdag aften, står alene i jysk provinsby, lukket stationskontor, ikke en krone på lommen - kan alene skaffe til billetten ved prostitution. BF løste situationen (men naturligvis kun fordi netop denne kvinde havde et mobilnummer til os), efter massiv og timelang forhandling med lederen af institutionen. Da vi dog samlede op på historien om mandagen, fik vi det råd, at vi fra nu af burde lade kvinden sejle sin egen sø, hun trængte nemlig ”til en ordentlig tur hen ad asfalten”.
Ex 2.: Kvinde med poser om fødderne … var under det meste af ”behandlingen” i øvrigt blevet kaldt en beskidt luder …
Ex 3.: Mand, ventet 6 mdr. på bestemt behandlingstilbud, efter 7 dage i behandlingen konstateres der benzodiazepiner i en urinprøve.
Han idømtes 7 dages karantæne, trods dobbeltsidet lungebetændelse.
Selvom han vedholdende fastholdt, at han havde taget steso’erne 11 dage tidligere.
Efter institutionens regler kunne benzodiazepiner kun måles i urinen op til 6 dage efter indtagelse (aldeles i strid med fakta & lægemiddelkataloget og han måtte således have indtaget stoffet i behandlingen.
Det der egentlig gjorde allerstørst indtryk på os var, at han rent faktisk var rede til at tage sin straf i stiv arm …
En behandlingsskade fra tidligere? - Man er bare en ”skide junkie”! - Fuld af løgn og uden ret til at kræve sine rettigheder.
Har man studeret de seneste rapporter fra Center for Rusmiddelforskning om døgnbehandling, kan det vække forundring, at det kan overraske nogen som helst, at stofbrugere brugere stof, og har tilbagefald …
Tages der udgangspunkt i virkeligheden bør tilbagefald betragtes som en del af behandlingen, hvilket formentlig også har affødt begrebet tilbagefaldsbehandling, som nu er endnu et tilbud eller farve på behandlingsinstitutionernes mangefarvede palet.
Den gode behandling indeholder:
- Ligebehandling
- Ligeværd
- Medmenneskelighed
- Omsorg
- Tolerance
- Ydmyghed (fra behandleren)
- Empatisk formåen
- Vilje og evne til at afbalancere det skæve magtforhold
- Muligheden for at være ærlig uden at dette sanktioneres
- Rum hvor man får lov til at mene og selv definere Det Gode Liv
Stofafhængige er lige så forskellige som andre mennesker og har derfor brug for forskellige behandlingstilbud. Der er behov for en bred vifte og der ses i og for sig intet mærkværdigt i at en behandlingsinstitution med 30 pladser ikke kan rumme hvem som helst.
De enkelte institutioner vil være gode til nogle og mindre gode til andre. I stedet for i fornærmelse eller såret stolthed at straffe vedkommende, kunne man, med det kendskab, man har fået til personen i perioden fra indskrivning på behandlingsinstitutionen, til vedkommende ønsker at forlade stedet, anvende denne viden til aktiv formidling af et nyt og måske bedre egnet behandlingssted.
Der findes ikke én behandling der er rigtig for alle. Når man alligevel gang på gang skal høre enkelte suverænt fremhæve egen behandling og helst tilsvine andre behandlingstyper, skyldes dette muligvis profitmotiver, muligvis de mange velmenende der, selv fandt vej gennem nåleøjet og netop denne vej bliver derfor den eneste vej - også for alle andre.
Men det er da umiddelbart bemærkelsesværdigt, at det eneste sted der vedholdende argumenteres for en komplet og bred vifte af behandlingstilbud, med sigte på stoffrihed, netop er i BrugerForeningen - foreningen for aktive stofbrugere.
Mange af vore medlemmer har gennemgået et utal af behandlinger og derfra pådraget sig diverse sår og ar.
Da stofafhængighed i langt de fleste tilfælde har forudgående sociale årsager, burde behandlingen også kunne koncentrere sig om disse.
Men i mange tilfælde er behandlingen optaget af at behandle skader der er opstået efter at stofkarrieren er indledt. Skader der groft kan deles i to undergrupper:
1. Skader der er direkte følger af forbudspolitikken: Prostitution, smerten over at ”have taget røven” på og svigtet mennesker man holdt af og var tæt på, frustration over at være blevet tandløs, mangle ben eller arm, have hænder som boksehandsker I takt med at tilværelsen er blevet sværere, har man flyttet sine egne grænser for det tilladelige, det ordentlige etc.
2. Skader fra tidligere behandlinger med indpodning af begreber som skyld og skam. ”Jeg er styret af frygten for knæk & sammenbrud” – tyngden af de mange nederlag efter utallige ikke-fuldførte behandlinger, med en ikke-eksisterende evne til at formulere ønsker og krav, en direkte følge af at man aldrig har fået lov hertil, etc.
Vi har erfaret at det jævnligt sker for en bruger som er anbragt i stoffri behandling at den ender med et eller andet sammenbrud, hvor brugeren forsynder sig mod regulativet og derfor bliver bortsendt, eller ret og slet kastet på porten, uden en krone på lommen eller bare med en tog- eller busbillet til at komme hjem på. Hvis der overhovedet er noget der kan kaldes hjem. Mange er jo oven i købet hjemløse forud for opstart af behandlingen.
Som pige er det slet ikke nogen god situation at stå i, og som lidt flosset mandsperson er det måske endnu sværere at stå på ”Lars Tyndskids” markvej og skulle forsøge at komme videre på ”tommelfingeren”.
Det er overhovedet ikke let at finde nogen barmhjertig samaritan, som vil have en slidt og måske stadig hulkindet mandsperson, med op og køre.
Bagagen, fylder jo ikke ret meget. Beklædningsgenstande har oftest slet ikke fyldt noget på budgettet i adskillige år, så problemet er til at overskue rent omfangs- og vægtmæssigt.
Men ”skylden og skammen” er byrder så tunge, som blyklodser og de fylder og overskygger hele bevidstheden - og den er jo ikke lige sådan, at stille fra sig der på markvejen.
Selvmordet har altid ligget og rumlet i baghovedet, som den sidste udvej og den yderste desperate løsning og for hver gang denne milepæl rundes, rykker tanken om at realisere det bare smerteligt nærmere.
Skal man ikke bare lægge sig ned og dø med det samme, for man er jo slet ikke noget værd som menneske. Til helvede med stofferne, men hvad skal man egentlig stille op om nogle timer når nedturen og abstinenserne rykker smerteligt nærmere, alt efter hvor langt man nåede i nedtrapningen, inden kæden røg af i forhold til behandlingen, eller behandlingsinstitutionen smed én ud, vil abstinenserne sætte ind indenfor en relativ kort periode og hvad skal man så stille op.
Når en behandling og dermed opholdet på en behandlingsinstitution afbrydes før tid, ses ofte en tendens fra institutionens side til, at fralægge sig ethvert ansvar herfor.
At skulle - helt eller delvist - tage ansvar for den manglende effekt i forhold til det definerede mål, opleves måske som at skulle stille spørgsmålstegn ved kvaliteten af det eksisterende tilbud - og selv om det måske er mere end berettiget, gør man det i hvert fald ikke overfor den visiterende myndighed.
Der er jo meget ofte tale om private virksomheder, for hvis eksistens fortsatte visitationer er helt afgørende. De fleste aktører - kommuner, amter og ikke mindst ministerier - kan enes om, at der er brug for en bred vifte af behandlingstilbud; Stofafhængige mennesker er nemlig lige så forskellige som andre mennesker og har derfor brug for forskellige behandlingstilbud.
Det er dog sjældent, at man oplever de enkelte institutioner - mens det måske endda ligefrem ville forekomme mere troværdigt, om en behandlingsinstitution tilkendegav, at de ikke var altfavnende, men var bedst til bestemte ting (unge, ældre, omsorg og stabilisering eller varig stoffrihed, gravide, mødre med børn, alkoholikere, blandingsbrugere, dobbeltdiagnoser etc.) og derfor også i det konkrete tilfælde kunne tage et medansvar; X var umiddelbart i målgruppen, men af den og den årsag kunne X og institutionen ikke profitere af hinanden eller institutionen formåede ikke at forme et behandlingstilbud X kunne profitere af.
I BrugerForeningen har vi ganske mange eksempler på, at et afbrudt behandlingsforløb er blevet fulgt op med en måske nok lidt unuanceret tilbagemelding fra institution til den visiterende myndighed og denne tilbagemelding får den visiterende myndighed, til at fortælle X, at vedkommende nu er bagerst i rækken.
Visse spørgsmål bør stilles, når et behandlingsforløb afbrydes uplanmæssigt:
Var der ”match” - institution, person og - ikke mindst - timing?
Forslag:
Samarbejde mellem institutionerne - en slags fagforening - et samarbejde der kunne højne chancen for ”perfekt match”.
Det konkrete kendskab man har opnået i den indledende del af behandling, hvorunder man også har opdaget, at der ikke er det nødvendige match, burde anvendes konstruktivt for alle parter - og f.eks. anvendes til at henvise - og tage aktive del i en viderevisitering - til en anden behandlingsinstitution.
En stor del af vore medlemmer lider stadig af behandlingsskader pådraget under den ekstremt barske og sekteriske elendige Minnesota behandling der kunne bydes på i Danmark i første halvdel af 90erne.
INGEN har endnu kompenseret herfor. Mange af dem er i dag derfor afdøde, måske lige så mange lider i dag under det oplevede - og en lille del blev stoffrie - nogle af dem har fortalt os, at de blev skræmt til stoffrihed; var det så forfærdeligt at være i behandling, skulle de i hvert fald aldrig nogensinde have brug for det igen - og mange af dem lever i dag af denne stoffrihed, som behandlere, nogle er endda blevet gode og rummelige behandlere hvor andre er blevet knapt så gode.
Det har givet dem en ny identitet - men ikke nødvendigvis evnerne, eller erhvervet tilstrækkelig teoretisk viden til at kunne hjælpe andre.
Vi skal måske nok se sandheden i øjnene at ”one size doesn’t fit all”
Med et mere enkelt billede kan man sige, at stoppede man alle ned i en størrelse 38, skulle der ikke meget fantasi til at forestille sig hvilke skader der ville komme på de flestes fødder.
Vi kan ikke alle være nede i en størrelse 38 og mange skulle således blot have stoppet skonæserne ud hvor mange andre skulle have klippet tæerne af og måske endda også have hugget hælen af.
Det er der ingen der drømmer om og derfor må vi også erkende at det er nødvendigt at opfinde nye måder at række hånden ud, eller for at blive i skotermen skal der nytænkning til før en størrelse 38 kan bruges som dansesko for alle.
Det er BrugerForeningens håb at dette symposium vil blive startskuddet til denne proces.
Jørgen Kjær: jk@brugerforeningen.dk
|