1999 var nemlig året, hvor forslaget om et dansk forsøg med heroinunderstøttet behandling blev fremsat for første gang og genstand for behandling i Folketinget.

Under førstebehandlingen kom det til at stå lysende klart, at tilslutningen til et sådant forsøg splittede både Folketinget og partierne på tværs.

Det blev også året hvor flere og flere, herunder både Dansk Sygeplejeråd og Socialpædagogernes Landsforbund, meldte sig i koret af fortalere for et forsøg med heroinunderstøttet behandling på dansk grund.

Mens man ventede på regeringens lovede stillingtagen til forslaget, kom først en WHO-rapport om de schweiziske heroinforsøg, der viste sig langt mere positiv end mange havde ventet.

Dernæst forlød det, at regeringen arbejdede på en heroinforsøgsskitse. Først i november meldte sundhedsminister Carsten Koch, at tiden alligevel ikke var inde til et dansk heroinforsøg og at man i stedet villa afsætte midler til henholdsvis en særlig skadestue for stofafhængige og et forsøg med metadonunderstøttet intensiv psykosocial behandling.

BrugerForeningen har kæmpet for og håbet på, at man mere direkte havde taget konsekvensen af de schweiziske erfaringer og besluttet iværksættelse af et dansk forsøg med heroinunderstøttet behandling.

Man kunne have valgt at tage udgangspunkt i, at det samlede schweiziske tilbud havde vist sig effektivt, men har altså i stedet besluttet at undersøge den psykosociale / socialfaglige del af og betydning for behandlingen.

Metadonbehandling må efter gældende ret ikke stå alene og selvom man derfor kan undre sig over at det alligevel findes nødvendigt med et forsøg af denne karakter, afventes tilrettelæggelse og iværksættelse af i øvrigt begge tiltag med stor interesse og håbet om, at der med dem vil følge viden der ikke allerede er indhentet og som kan bidrage til en højnelse af behandlingsindsatsen for stofafhængige mennesker.

Mens 1999 således på det konkrete plan, fra en "bruger-betragtning", ikke havde meget nyt at byde på, blev ganske afgørende punkter imidlertid påpeget i løbet af året. Man kan håbe, at kimen hermed blev lagt til et påtrængende nødvendigt opgør på følgende områder:

"Den opstramning af metadonudleveringen, som det såkaldte metadoncirkulære fra 1995 lægger op til, ser ud til at være gået for vidt" sagde leder af Center for Rusmiddelforskning Jørgen Jepsen til Politiken 4. april 1999.

Sundhedsministeren bebudede nedsættelse af et udvalg med henblik på revidering af en metadonregulering, der - skønt kun få år på bagen - af de fleste vurderes at have eller give mulighed for en overdreven kontrol- og sanktionsanvendelse.

Talrige undersøgelser viser at for den største del af stofmisbrugerne er "stofafhængighed en kronisk tilstand" skrev forskningsadjunkt ved Center for Rusmiddelforskning Karen Ellen Spannow i kronikken i Politiken 10. november 1999.

Stoffrihed som succeskriterium synes dermed alt for snævert - måske endda ødelæggende med de mange medfølgende eller indbyggede nederlag. Vejen burde være banet for erkendelsen, at stofafhængighed ikke handler (ret meget) om stof, men derimod er en særdeles kompleks størrelse, der især har sociale årsager.

Dermed bør stof(-frihed) ej heller være omdrejningspunktet for behandlingsindsatsen. Ideelt skal brugerne præsenteres for "noget andet", der af den enkelte opleves større, bedre og vigtigere end stof.

Således reduceres stoffernes betydning uvilkårligt - måske endda i en sådan grad at man vælger at blive stoffri.

Et opgør med dogmet om oral indtagelse af substitutionsmedicin synes indledt i 1999. Resultaterne fra et forsøg med injicerbar metadon blev offentliggjort og debatten synes ikke længere alene teoretisk og optaget af, at det ikke er godt eller sundt at injicere.

Det faktum, at ganske mange rent faktisk "fixer" er i stigende grad givet opmærksomhed.

"Jeg har ingen reservationer mod at prøve at lade misbrugerne fixe metadonen" udtalte Carsten Koch til Politiken 3. november 1999.

Som noget af det væsentligste må 1999 huskes for, at der ikke viste sig den vending i dødeligheden, man med rimelighed kunne have forventet efter en årrække med høj økonomisk prioritering og massiv satsning på udbygning af det etablerede behandlingssystem.

Det er vort håb, at man tidligt i det nye årtusinde vil tage konsekvensen af denne erfaring og ikke alene bygge indsatsen på traditionelle metoder og målsætninger, men i stedet bruge kræfter på at udvikle nye tilgange til området.

Stofafhængige er lige så forskellige som andre mennesker og har derfor brug for forskellige behandlingstilbud, mens målsætninger bør have forbindelse med og tage udgangspunkt i virkeligheden og under alle omstændigheder ikke være så snævert definerede, at kun de færreste levnes succes.

BrugerForeningen