| |
"NARKOTIKAKRIGENS OFRE" …
… lyder titlen på leder af Center for Rusmiddel-forskning Jørgen Jepsens afskedsforelæsning d. 8. december d.å. Mens denne forelæsning formentlig vil sætte markante spørgsmålstegn ved dele af den danske narkotikapolitik, er det nærmere indhold dog naturligvis stadig ukendt.
Velkendt er det derimod, at den nuværende danske narkotikapolitik grundlæggende bygger på repression, forbud og straf. Ofrene for narkotikakrigen, de enorme skader der er fulgt i kølvandet på en i øvrigt verdensomspændende massiv prioritering af en ekstremt repressiv kontrolpolitik, er egentlig årsag til skadesreduktionens opståen som strategi og målsætning.
Traditionelt er skadesreducerende tiltag set opstået lokalt. Som altid fører konkret viden og indsigt til større nuancering og løsninger der formuleres ud fra behov og altså ikke ud fra den aktuelt gældende moralske konvention. Især Holland og Tyskland er glimrende eksempler på denne bottom-up politik på narkotikaområdet, mens f.eks. Sverige har repræsenteret en vidtgående, centralt styret "War on Drugs" politik. I nordisk sammenhæng har Danmark længe været fortaler for en mere skadesreduktionspræget strategi, men i visse nordiske lande satses der dog i stigende omfang på centrale initiativer af skadesreducerende karakter og det er uvist om Danmark på sigt i denne sammenhæng kan bevare sin rolle som fortaler på området.
Der er ikke truffet bindende centrale beslutninger i Danmark om skadesreduktion som overordnet målsætning, men ikke desto mindre er skadesreduktion - eller i det mindste spirerne til en egentlig skadesreduktionsstrategi - en del af den faktiske indsats. Rammerne for og det nærmere indhold af skadesreduktionsindsatsen diskuteres livligt lokalt og regionalt og både blandt fagfolk, forskere, pårørende, stofbrugere og beslutningstagere. Selve diskussionen vidner om målsætningens berettigelse og nødvendighed, trods modstanderes ihærdige forsøg på at bremse denne udvikling med dumklassiske argumenter: "Skadesreducerende tiltag er det samme som legalisering" eller "Fixerum vil fastholde stofbrugere og tiltrække nye" - mens det tåbeligste argument af alle "Heroinunderstøttet behandling svarer til at give alkoholikere guldøl", dog lykkeligvis synes endeligt aflivet.
Kernen i begrebet skadesreduktion må være en erkendelse af virkeligheden, "Gadens" virkelighed. Den de fleste ikke ser, men ved eksisterer. Med denne erkendelse bliver det uinteressant at diskutere hensigtsmæssigheden i at bruge stoffer, at indtage dem med "nål og tråd" eller at fixe metadonmixtur. Det afgørende er, at det sker! Faktum er, at stofafhængighed for de fleste er en kronisk tilstand. Kun et fåtal bliver varigt stoffrie. Faktum er, at nålen og selve ritualet for mange er en integreret del af afhængigheden og at en del endda fixer metadonmixtur - med eller uden saftevand. Faktum er, at stof som følge af repressionen indtages umiddelbart efter erhvervelsen på den åbne stofscene, hvor vand til opblanding i de fleste af døgnets timer ikke er tilgængeligt og hvor man derfor i stedet bruger den nærmeste vandpyt eller en nådigt doneret sjat øl. Konsekvenserne er velkendte; høje dødstal, bylder, hjerteklapbetændelser, infektioner, amputationer etc.
Hvordan forholder vi os bedst hertil? Ved fortsat håndhævelse af en repressiv strategi - primært baseret på moralsk fordømmelse - hvor omkostningerne for først og fremmest brugerne selv, men også det omgivende samfund, er ulideligt høje? Eller ved for alvor at bekende os til en overordnet og gennemgribende målsætning om skadesreduktion?
Forskellige tiltag vidner om, at vi allerede har taget de første skridt i retning af en skadesreducerende målsætning. Den danske metadonbehandling har givet mange en platform at stå på, ligesom udlevering af "værktøj" har givet reel mulighed for at undslippe diverse dødelige sygdomme. Hvor langt kan vi komme? Et fingerpeg kunne være denne umiddelbare bemærkning fra en pårørende under en diskussion om skridtet fra udlevering af "værktøj" til heroinunderstøttet behandling: "Man sender da heller ikke kun tallerkner til Etiopien”.
Udviklingen af indsatsen må ikke stoppe og skadesreduktionens tværfaglighed og sektoroverskridende karakter, må konstant iagttages. Skadesreduktion er andet og mere end at forhindre stofbrugerne i at dø. Skadesreduktion er nemlig ikke alene rets- og sundhedspolitik, men også i høj grad - og måske endda primært - socialpolitik.
Den primære forudsætning for den nødvendige udvikling er, at alle forholder sig åbne, modige, reflekterende, lyttende, søgende og - ikke mindst - upolitiske.
For med Nils Christie´s ord:
"Den farligste brug af narkotika er den politiske".
|