| |
Jeg er en 45 årig mand med baggrund i Nørrebro og København, men har de sidste 23 år levet i Nordjylland, hvor jeg i dag har et lille husmandssted med fire tønder land til. Området ligger smukt mellem hav og fjord og kaldes Han Herred. Jeg forlod Nørrebro i 1975 og har takket være god lægehjælp og støtte, opnået et godt, stabilt liv. Uden mit behov for metadon fordi jeg er stofafhængig (ikke stofmisbruger), ville man kunne sige jeg er lige så normal som almindelige danskere. Min organisme er bare blevet stofafhængig (kronisk), derfor er mit liv knyttet til den medicin jeg modtager. Den gav mig ro, stabilitet og livskvalitet, i stedet for misbrug.
Den 21.8.95 bankede amtets misbrugscenter på min dør og derved røg hele mit grundlag, for de behandlede mig som stofmisbruger og ikke som en stofafhængig.
Jeg skrev i avisen deroppe og fortalte om deres store fejl og mangler, som amtet så prøvede at rette, hvilket hjalp lidt, men langt fra nok. I dag to år senere, sidder jeg her i Brugerforeningen og skriver dette brev. Da alt så allermest sort ud og jeg blev indlagt akut, mødte jeg en rusmiddelforsker som gav mig håb. Hun fortalte mig at nogle på Nørrebro havde dannet en Brugerforeningen, netop for at modvirke alle de fejl der begås. Det var en kæmpe hjælp at vide jeg ikke var alene mere.
Da Narkotikarådet også henviste mig dertil, var jeg klar over, at dette var seriøst arbejde. Jeg kontaktede derfor Brugerforeningen og meddelte dem min iver for at være med. Nordpå havde mine venner svært ved at tro det de så, for i 21 år havde jeg jo aldrig opsøgt Kbh eller de miljøer, men de forstod snart at dette var alvor fra min side. Elendigheden er større end nogensinde, så vi gamle stabile har en pligt til at medvirke for bedring. Derfor lægger jeg nu mest mulig arbejde i Brugerforeningen, så flere får chancen for et værdigt liv med indhold. Medierne og pressen, har jo mange som skaber sensation på andres bekostning, fordi de tror deres familie er sikret mod stoffer. De kan hurtigt blive klogere.
Mit møde med Brugerforeningen skal man selv opleve. Det er en ubeskrivelig følelse at opleve ligesindede med de samme intentioner om at skabe bedre vilkår for andre som fejlbehandles. Brugerforeningen er langt mere end en forening. Den er for mange den platform de behøver for at klare sig, netop fordi de her kan finde ro, støtte og ligesindede som ikke behandler dem som udskud. Her er vi alle lige. Nogle er blot nået lidt længere end andre og de hjælper så de, som er ude i desperation, sygdom eller akut nød. En kæmpe hjælp når man står ene nedbrudt tilbage.
Jeg har sagt, at jeg vil bruge min tid på at arbejde for Brugerforeningen og gøre mit til at styrke dens arbejde mod bedre vilkår for bærerne af problemet.
Jeg vil opfordre flest muligt til at indgå i det sociale arbejde og gerne i Brugerforeningen, hvor vi hilser aktive stabile brugere velkommen. Plads til alle er et motto, men under rimelige forhold. Vi er selv brugere og vi dadler ingen for noget, vi hilser alle hjertelig velkommen. Hvis ikke det var for Brugerforeningen havde jeg selv opgivet at komme til at leve rigtigt igen. Der fik jeg mod og lyst til at tage fat og her blev jeg budt velkommen fra hjertet. |  |
|